28.11.10
Lynlås debut
Før mit lille lim-uheld havde jeg min lyslås-debut. Eller det vil sige debut i dette årtusinde! Med inspiration fra Christina og lidt teknisk hjælp fra denne DIY fik jeg fabrikeret en lille pung med prikket foer og lynlås.
Af begejstring over at have besejret tekniske udfordringer og med gejst til at lave flere fik jeg hjembragt en hel bunke af farverige lynlåse. Det gælder jo om at smede mens jernet er varmt...
Og i min krea-shopping iver fik jeg også købt nogle lækre træperler til næste kreaprojekt... Den fine prikkede hjerte skål er i øvrigt endnu et Tiger scoop.
Mens jeg i skrivende stund ser på den smukt dalende sne glædes jeg over hvor fint alt er pakket ind i hvidt. Det sætter virkelig rammerne for en smuk og hyggelig december!
Jeg håber I alle har haft en skøn 1. søndag i advent. Ingrid var begejstret over konceptet adventsgave. Tegnefilm i fjernsynet, dyner og en pakke, så bliver det da ikke en bedre start på søndagen set ud fra en 2-årigs øjne. Min søndag stod til gengæld i arbejdets tegn, da jeg havde skriveværksted i forretningsplaner på en lejrskole laaangt ude på landet. Så apropos sne - vi måtte forcere en hel del på vej derhen, og jeg kan kun sætte pris på, at vi selv bor ved større ryddede veje.
Go' søndag!
27.11.10
At lide for skønheden!
I år havde jeg fået den gode idé at adventskransen skulle laves af fine små lærkekogler og være ganske enkel. Et rigtig hyggeligt sysleprojekt, the i rækkevidde og bare klistre løs. Halvt færdig og næsten udløbet for limstifter taber jeg en kogle med kogende varm lim på min venstre hånd. Og resultatet udeblev desværre ikke. Den absolut største vabel nord for alperne poppede frem. Resten af aftenen blev brugt med hånden i koldt vand, halvdelen af natten på sofaen delvis søvnløs, opringninger til vagtlægen midt nat og til morgen. Men nu er hånden heldigvis behandlet efter alle kunstens regler, og er med sin indpakning en anden mumie værdig!
Midt i smerterne er jeg nødt til at sige, at hvor der handles spildes der. Kransen bliver med garanti ikke færdig til i morgen, men når den bliver, så er jeg helt sikker på at den blir' enormt fin...
24.11.10
Juleri vol.1
Lynhurtigt har jeg her til aften lavet årets første juledekoration, og jeg er faktisk blevet ret tilfreds med den. En af mine yndlingsbutikker var leveringsdygtig i den fine zink vase og de små paddehatte. Jeg har allerede nu på fornemmelsen at julen overvejende bliver rød, prikket og med paddehatte hist og her...
Når Ingrid ellers har accepteret det faktum at hun skal sove, så står den på chai-the, desperate husmødre og det nye BoligLiv blad. Karsten er nemlig smuttet hen til en kammerat for at se fodbold, så jeg kan gøre præcis hvad jeg har lyst til. Eneste minus er, at jeg har så umanerlig meget lyst til mørk chokolade eller andre lækkerier lige nu - og vi har bare INTET i huset. Øv bøv.
23.11.10
Kreativ arbejdsstation
For lidt tid siden blev jeg udfordret af Anne til at vise min kreative arbejdsstation. Jeg må indrømme at min første tanke var panik. For det er jo slet ikke så fantastisk som eksempelvis Annes eller Rakels, og der er mange kreative løsninger og indretningsdrømme, som bare ikke er realiseret - endnu. Men det er jo sådan som der ser ud her (når der er ryddet op!), så det må jeg jo hellere vise. Og heldigvis fanger kameraet jo ikke roderiet udenfor linsen...
Symaskinerne står ovenpå vores rumdeler på kontoret, der ellers er pakket med faglitteratur og mapper - ikke noget spændende syn. På kontoret er kun et lille udvalg af ting, da de fleste af mine kreating er gemt væk i kommoden inde i stuen. Til gengæld er den også spækket til bristepunktet med tingel-tangel, dimser, stof, tegnegrej, papir og alt andet godt fra kreaverdenen.
Den rummer blandt andet det her...
Jeg har slet ikke overblik længere for hvem som har været med i denne lille blogleg, så jeg lader den ligge her. Til gengæld har jeg en idé til en anden sjov lille blogleg senere, så der skal nok blive udfordret et par stykker...
Etiketter:
Bla bla
20.11.10
Meditativt kreasysleri
Med weekender forude fyldt med arbejde, julefrokoster og andre planer, så er det rart at trække stikket lidt ud. Nogle gange kan kreasysler næsten give en næsten meditativ tilstand, og at lege lidt med mini-perler i stearinlysets skær er ingen undtagelse...
Jeg blev jo opfordret af Anne til at vise krea-hjørnet og det er altså undervejs. Men inden jeg kommer så langt skal vi lige et smut omkring zoo med gode venner i morgen formiddag. Ingrid snakker for tiden rigtig meget om elefanter, zebraer, aber, giraffer og alle de andre dyr, så jeg tror det bliver rigtig sjovt at komme i zoo denne gang...
Etiketter:
Klippe-klistre
18.11.10
It's a girl!
I formiddags fik vi udløst spændingen... Vi skal have en lille babypige i starten af april. Skønt. (Bortset fra at det jo ikke legitimerer ret meget shopping! *host*) Så nu begynder vi så småt storesøster-snakken med Ingrid. Dog er hun i skrivende stund mere interesseret i at se Mummi på dvd end at høre om babyen i mors mave...
Og for at huske hvordan sådan et lille vidunder ser ud, så har jeg kigget i gemmerne og fundet det allerførste billede der blev taget af helt nyfødte Ingrid. Og dét taler lige til mit hjerte...
Ih altså, jeg er lige ved at boble over af lykke i dag!
Etiketter:
Lykke
16.11.10
Hengemte rammer
Med stærkt incitament har jeg haft klippe klistre aften for at realisere lidt små projekter nu hvor kreahjørnet bliver foreviget. Lidt gamle hengemte rammer fik nyt liv, så nu skal jeg bare lige have fundet hammer & søm frem...
Karsten har kommenteret på at det fælles kontor efterhånden har mere præg af at være tøse-krea hjørne, og efter aftenens klippe klistren er dét i hvert fald ikke blevet mere maskulint. Her kunne man høre mig mumle noget om først til mølle...
Etiketter:
Klippe-klistre,
REL papir
15.11.10
Lidt mere smugstart
Indrømmet, jeg har altså smugstartet lidt mere på juleriet. Det er ganske vist i det små, men alligevel... Vi skulle jo som sagt til julefrokost lørdag, hvilket også betød at jeg var i fuld sving med at pakke gaver ind til pakkespil. Og da jeg færdig kiggede på bunken af gaver var det altså svært ikke at blive smittet af julestemningen.
Mellemregningen havde jeg altså ikke lige fortalt til Karsten, da han undrede sig over at jeg søndag kastede mig ud i at lave brændte mandler og risengrød. Men jeg var lidt ene om det med julestemningen, for Karsten følte tømmermændsramt absolut ikke behov for risengrød, og bortset fra smørklatten var det altså heller ikke noget ubetinget hit hos Ingrid. Men jeg synes i hvert fald det var hyggeligt.
I øvrigt må jeg lige nu nøjes med at nyde billedet af de lækre hjemmelavede brændte mandler, for en del er givet væk i gave - og resten spiste jeg i går. Ret ærgerligt taget i betragtning at jeg virkelig godt kunne spise noge af dem lige nu, for de smagte altså ret lækkert.
For at visualisere vores søndagsstemning så skulle der altså også have været billeder af en yderst charmerende Ingrid, der legede titte-bøh på en naturlegeplads, stemningen i den smukke efterårsskov og de imponerende krondyr. Ingrid og jeg var nemlig i Bangsbo skoven sammen med Farmor, da jeg hentede hende i går efter et døgns ubetinget opmærksomhed og forkælelse hos Farmor. Men smukke stemningsbilleder blev så om så, for jeg glemte altså kameraet hjemme...
Nå ja, jeg er jo altså også blevet udfordret af Anne. Jeg får nok først grebet bolden i weekenden, fordi jeg har ret travlt på arbejde i denne uge blandt andet på grund af det her. I øvrigt tror jeg at nogle (og vi nævner ikke navne) i husstanden gerne vil sende en venlig tanke til Anne, da jeg længe har manglet et incitament til at få ryddet ordentligt op inde på kontoret...
Mellemregningen havde jeg altså ikke lige fortalt til Karsten, da han undrede sig over at jeg søndag kastede mig ud i at lave brændte mandler og risengrød. Men jeg var lidt ene om det med julestemningen, for Karsten følte tømmermændsramt absolut ikke behov for risengrød, og bortset fra smørklatten var det altså heller ikke noget ubetinget hit hos Ingrid. Men jeg synes i hvert fald det var hyggeligt.
I øvrigt må jeg lige nu nøjes med at nyde billedet af de lækre hjemmelavede brændte mandler, for en del er givet væk i gave - og resten spiste jeg i går. Ret ærgerligt taget i betragtning at jeg virkelig godt kunne spise noge af dem lige nu, for de smagte altså ret lækkert.
For at visualisere vores søndagsstemning så skulle der altså også have været billeder af en yderst charmerende Ingrid, der legede titte-bøh på en naturlegeplads, stemningen i den smukke efterårsskov og de imponerende krondyr. Ingrid og jeg var nemlig i Bangsbo skoven sammen med Farmor, da jeg hentede hende i går efter et døgns ubetinget opmærksomhed og forkælelse hos Farmor. Men smukke stemningsbilleder blev så om så, for jeg glemte altså kameraet hjemme...
Nå ja, jeg er jo altså også blevet udfordret af Anne. Jeg får nok først grebet bolden i weekenden, fordi jeg har ret travlt på arbejde i denne uge blandt andet på grund af det her. I øvrigt tror jeg at nogle (og vi nævner ikke navne) i husstanden gerne vil sende en venlig tanke til Anne, da jeg længe har manglet et incitament til at få ryddet ordentligt op inde på kontoret...
13.11.10
Lys i vintertiden
Jeg er ret begejstret for disse fine lysstager i mat keramik, som jeg fandt til den nette sum at 10 kroner stykket, da jeg lige tog et smut omkring Tiger for at købe små gaver til pakkespil. Keramikstagerne (hedder sådan nogle egentlig det?) kommer helt sikkert til at pynte på bordet eller hylden her i vintertiden. Enkeltheden, mønstret og lysspillet er nemlig rigtig fint.
Karsten er smuttet ud af døren for at aflevere Ingrid hos Farmor, som skal hygge om hende mens vi skal til årets første julefrokost hos gode venner. Skønt! Så nu er der en lille stund til afslapning inden pakkespilsgaverne pakkes ind, der skal laves lidt mad, og dulles lidt op... Det er i grunden mærkeligt at jeg er blevet mere hønemor end jeg regnede med, for jeg savner allerede min lille mus selvom jeg stornyder at være børnefri for en stund...
Go' weekend!
12.11.10
Kreativ bytteaftale
Jeg har drukket rigtig meget kaffe i dag. Klokken blev nemlig ret mange før jeg blev færdig med forklædet til min søde kagekyndige kollega, som jeg havde lavet en kreativ bytteaftale med. Og da hun skulle på kagedekorationskursus i morgen, ja så havde jeg en deadline at arbejde ud fra. Hun havde nemlig begejstret fortalt medkursisterne om vores lille aftale...
Vi havde nemlig aftalt at jeg ville sy et forklæde med applikation, som hun kunne bruge når hun tryller de fineste kager frem. Det oplagte motiv måtte jo bare være en sød cupcake. Hun ville til gengæld lave den flotteste fødselsdagskage til mig på sit kagedekorationskursus. Efter min mening en ret fantastisk aftale, som vi begge havde glædet os til. Faktisk en rigtig win-win.
Små pilfingre synes i øvrigt også at kagen var så fin, at den næsten ikke var til at holde pegefingeren fra...
NB: klokken havde passeret midnat da forklædet blev foreviget, så hverken opfindsomheden eller lyset var ret godt til billedtagningen - desværre. Ja, og de fine sytekniske detaljer og de rigtige farver kan man heller ikke se - med mindre man er ret langsynet samt kan se på bagsiden af forklædet...
Etiketter:
Applikation,
Syning
9.11.10
Kreahygge & æble crumble kage...
Der står klippe-klistre i min aftens tegn. Jeg er nemlig blevet inspireret af Rakels super gode og søde idé med en krea julekalender, så jeg har lokket en god kreativ veninde med på idéen. Tænk sig, det bliver en super god december måned fyldt med små hyggelige kreative pakker hver dag!
Indtil vi når december har jeg også fornøjelsen af at samle på kreaidéer, kigge i gemmerne, indkøbe til små kreaprojekter, klippe-kliste, kokkerere og syprojekter. Mere kan jeg desværre ikke røbe endnu. Og i bedste dogme stil har min veninde og jeg besluttet at kreationerne primært skal være ud fra hvad vi har i gemmerne (og der er meget!), så vi må kun indkøbe supplerende ting for max 100 kroner. Se, det kan virkelig sætte gang i kreativiteten.
Sjældent har jeg været så spændt og forventningsfuld i forhold til at december starter...
I min verden hører der altså også lidt lækkerier til kreahygge. Så jeg har bagt en af mine efterårs yndlingskager. Helt simpel og efter hukommelsen. Det er en bagt æblekage med crumble og kanelsukker på toppen. Uhm! Det er en af de der opskrifter der sender mig direkte tilbage i en tidslomme, hvor jeg med tømmermænd altid lavede den af nedfaldsæbler hjemme hos min efterskole veninde, hvor jeg i gymnasietiden var fast inventar i weekenderne. Men det er ikke kun minderne om en for længst svunden tid som gør den så go'...
Så her er opskriften...
Æbler (mange)
200 gram mel/havregyn
200 gram sukker
150 gram smør
Kanelsukker
Æblerne skrælles og skæres i små stykker, som lægges i et ildfast fad. I en skål æltes havregryn, mel, sukker og smør. Dejen smuldres over æblestykkerne og godt med kanelsukker drysses ovenpå. Kagen bages til den er gylden ovenpå (cirka en halv time) og serveres med (masser af) creme fraiche.
Opskriften passer til en stor lasagneform, hvor der skal skrælles æbler så de når næsten op til kanten af formen. Skal det være en mindre kage laves der bare tilsvarende mindre crumble dej.
Kan I alle have en skøn aften!
Etiketter:
Klippe-klistre,
Mad,
REL papir
7.11.10
Weekend
Herhjemme har weekenderne bare en tendens til at suse afsted. Lige inden den rinder ud sidder jeg bare med tanken om, hvor pokker den blev af? Bevares, jeg har nået en masse, men slet ikke det hele - og nok heller ikke alt det som jeg både ville og burde. Mest af alt er der ærgerligt at vi ikke til fulde nåede at nyde det fantastiske efterårsvejr, men jeg håber der kommer andre fine dage hvor vi kan tage vores revanche!
- Tøsemiddag med Ingrid. Frisk laks, fuldkornspasta og langtidssimret tomatsauce med masser af krydderurter - uhm!
- Forsøg på afværge graviditets tøjkrisen, der langsomt med sikkert sniger sig ind på mig, og som. forhåbentlig kan holdes lidt i ave med denne fine strikkjole i slimline model.
- Sneak peek af mit igangværende kreabytte projekt...
- Et par armbånd ala Karen, der endelig blev færdige.
Fortsat god søndag til jer alle!
Etiketter:
Applikation,
Bla bla
2.11.10
Strandliv
Vi har nydt efteråret ved vestkysten. Grønhøj er efterhånden blevet vores sommerhussted, for det er tredje gang vi har lejet sommerhus der. Den smukke strand og stilheden appelerer i høj grad til os. Og så er det jo bare en bonus at der er gallerier, caféer og smukke steder i nærheden.
For første gang har vi besøgt området som forældre. Og Ingrid har stornydt ubegrænset far-og-mor-tid, lege på stranden, hoppe i samtlige vandpytter og retten til at se langt mere tegnefilm end normalt. På hver vores måde har vi hygget rigtig meget. Med udeliv, tegnefilm, blade, bøger, knitrende brændeovn, krea sysler, bageri...
Og mens jeg redigerer feriebillederne slår det mig, at det er lidt pudsigt at det stort set kun er udelivet vi har fået foreviget. (OK, også hyggebilleder i totalt søndags outfit og uredt hår, men de behøver vist ikke blive fremvist her!) Så jeg kan ikke lade være med at undres over, hvorfor vi ikke fik foreviget stunderne foran brændeovnen og besøg i badeland, på gallerier, caféer, bolchekogeri og så videre?
Har jeg i øvrigt fået fortalt, at Ingrid er lidt af en dare-devil? Vandpytter er skabt for at man skal hoppe vildt i dem, og helst cykle igennem hurtigt. Og vandrutchebaner af de helt vilde er ikke forbeholdt store børn. Små 2-årige piger synes altså også de er vildt fede - og det kan småbørne bassinet altså ikke hamle op med! Nogle gange kan jeg undres over, at der er så utrolig meget mod og dristighed i min lille pige...
1.11.10
Smugstart?
Langsomt er julestemningen ved at snige sig lidt ind på mig. Jeg giver kreajulekalenderen, som jeg laver til en veninde, skylden for den snigende julestemning... Men indtil kalenderen viser december kan jeg jo godt, og helt uskyldigt, smugstarte bare en lille smule? Så nu pynter nogle fine keramik paddehatte mit lysfad - julet og alligevel ikke. Smart.
I øvrigt, igen et lille shopping scoop fra Søstrene...
Abonner på:
Opslag (Atom)