31.7.13

Liberty sommerjakke


Ingrids sommerjakke har været længe undervejs både mine tanker og i processen. Oprindeligt var den tænkt som en fin måde at øve mig på quiltning og jakkesyning inden jeg skulle sy min Marapytta jakke på workshoppen. Jeg kom nu ikke længere end til udklipningen inden workshoppen, men tanken var nu meget god. Idéen var opstået efter at jeg havde set Christinas yndige forårsjakke til Selma, som i den blomstrede version af Centilong jakken uden kontrastkanter efter min mening er særlig fin.

Lang historie kort. Jeg har glædet mig til at vise jakken ordenligt frem, efter jeg fik syet den helt færdigt, da jeg havde besøg af Anita. Jeg er ret begejstret for den blomstrede liberty sødme, og jeg må da absolut have en indre mormor, som springer ud i fuldt flor for tiden med alle de blomster. Heldigvis deler Ingrid også min begejstring, så hun har flittigt brugt jakken og er rigtig glad for den. Faktisk er Agnes også lige så begejstret, så hun sniger sig i den indimellem og nægter at tage den af. Det synes jeg egentligt er ret sjovt, selvom hun får besked på at tage den af igen (når Ingrid er der). :)

Som prikken over i'et købte jeg allerede i foråret matchende marineblå NB sneaks med pink detaljer til Ingrid, så det ser ret fint ud som sæt - selvom skoene for længst er lidt børnehave-hærgede. ;)


30.7.13

Østrig sneak peek



Jeg havde egentlig taget billeder til et par indlæg. Både et adjø-vi-smutter-på-ferie-og-I-kan-følge-mig-på-insta-imens kombineret med lidt kreativ pauseskærm, men i al hast af overnattende gæster, panik-syning og endnu-mere-panik-pakning, så nåede jeg ikke skrive dem.

I stedet får I et lille Østrig sneak peek. Sammen med pas blev der pakket fine Poppy Rose sager ned, som Anita shoppede for mig for et stykke tid siden. Det var en ren fornøjelse at fylde kufferten med pæne nye ting. Den store visuelle fortælling om, hvor smuk landet er med sine Alper og bjergsøer kommer, når jeg har fået redigeret alle billederne.

Jeg ville vist mest af alt fortælle, at der ikke er pauseskærm mere. :)

11.7.13

Panna Cotta med hvid chokolade og rabarberkompot


På picnic fik vi panna cotta med hvid chokolade og rabarberkompot. Igen med overskriften lækkert og nemt. Jeg har givet Mettes klassiske panna cotta opskrift et twist med hvid chokolade. For at gøre det nemt, og af tidsnød, var rabarber kompoten ret beset den hjemmelavede rabarbermarmelade, som jeg havde i køleskabet. Perfekt til årstiden, og perfekt syrligt til fløden. 

Panna cotta med hvid chokolade (10 portioner)
1 liter fløde
1,5 dl rørsukker
100 gram hvid chokolade
2 vanillestænger
6 blade husblas


Læg husblassen i blød i rigeligt koldt vand. Flæg vanillestængerne, skrab kornene fri og blad med lidt rørsukker for at skille vanillekornene. Hæld fløden i en gryde og tilsæt sukker, hakket hvid chokolade, vanillekorn og -stænger. Kog flødeblandingen langsomt op under omrøring ved svag varme. Når flødeblandingen koger tages den af blusset og vaniljestængerne fjernes. Vrid vandet fra husblassen og rør lidt af den varme flødeblanding i husblassen til det er helt opløst. Hæld husblas i flødeblandingen i en tynd stråle, mens der røres rundt. Hæld den færdige masse på 10 glas. Stil det i køleskabet (minimum) et par timer til massen er stivnet.
I øvrigt smager denne udgave af panna cotta også forrygende med klassisk hindbærcoulis fra Mettes opskrift, hvilket vi fik afprøvet til midsommerfødselsdagen.

10.7.13

Kreativt selskab



Efter to dage i det skønneste kreative selskab er det ladet godt op på overskudskontoen! Vi har nydt det dejlige sommervejr, snakket, drukket hvidvin i solen, snakket, spist god mad, snakket, taget den store sightseeingtur til fods i aftentimerne, snakket og haft en hel dag i syningens tegn. Det har godt nok været hyggeligt. :)

Jeg fik frit afløb for min indre mormor, når det kommer til syning, men det viser jeg frem senere. 

8.7.13

Træningslejr

 

Før jeg skulle på Marapytta workshop hos Line gik jeg som tidligere fortalt i træningslejr med quiltning og lynlåse, så jeg var bedre teknisk rustet. Det viste sig at være en rigtig god prioritering. Nogle af makeup pungene til venindegave og barselsgave fik jeg vist frem, men jeg fik også syet et par stykker mere.

Den ene er syet i yderst levende leostof købt på eBay, mens den blomstrede (igen) er Liberty. Libertyprintet er et klassisk Tana Lawn print, som hedder Ross. Jeg synes, det har de fineste sarte nuancer, og kan ret godt lide kombinationen af bordeaux og lyserød. Desværre har jeg kun et lille stykke af libertyprintet, så det bliver brugt med omtanke. 

Det lyserøde foer er i øvrigt også liberty, som jeg købte ind i (lidt for) rigelige mængder. Skulle du mangle en meter eller to sælger jeg gerne lidt ud, da jeg ikke skulle bruge det til jakkefoer alligevel. og derfor har langt mere end jeg kommer til at bruge. :)



5.7.13

Venindepicnic i byens åndehul



Som regel er picnic i vores fortravlede børnefamilie spontan med lige præcis det køleskabet og gemmerne kan skrabe sammen. Vores normale niveau er simpelt med en klapsammen rugbrød, vandflaske og grønt sammen med pigerne, når vi smutter i skoven, på stranden eller zoo. Så det var enormt skønt at invitere til venindepicninc i et af byens åndehuller, hvor der var tid til at kræse om detaljen - og vigtigst ubrudt venindesnak! 

Et stenkast fra hvor vi bor i Nørresundby er der en fin kridtgravssø, hvor vi i løbet af året fodrer sultne ænder, synger midsommeren ind til Sankt Hans og plukker vilde hindbær i sensommeren. Det er perfekt til en picnic midt i byen, og er en fin ramme for venindeaften.

For mig var det ren luksus at nyde aftenen med et glas kølig sauvignon blanc i hånden med veninder - og med cola til min højgravide veninde, som faktisk havde termin samme dag! Så der var taget rigeligt med puder og tæpper med som hun kunne slænge sig i, og som senere kunne varme bare ben, da det blev køligt. Så vidt jeg ved, har hun endnu ikke født, men vi fulgte meget interesseret med i aftenens plukveer. :)

Sushi er en af mine absolutte madfavoritter, men da jeg er alene om at synes det på matriklen, så griber jeg ofte chancen for at få det sammen med mine veninder. Så det var ret oplagt at hente lækker sushi med saltede edamamebønner til. Det gør picnic til en overskuelig affære, smager forrygende og kræver ikke en masse udstyr at servere. Til den søde tand havde jeg købt overtrukne mandler med hvid chokolade og lakrids, som var lige til at hapse og ret gode.

Selvom sushi i sig selv er mættende, så var det lækkert at slutte af med hjemmelavet pannacotta med hvid chokolade toppet med syrlig rabarber kompot (opskriften er lige her). Det var simpelthen så hyggeligt at sidde der ved søbredden med ænder svømmende rundt, mens solen var ved at gå ned. Vi blev ret enige om, at sådan nogle venindedates skal gøres lidt oftere, men picnickonceptet vil nu også være enormt hyggeligt med kæresten under armen.

Hvis du selv vil udnytte sommerens gode dage til picnic, og har du lyst til at få inspiration, så kan du læse om andre bloggeres favoritpicnic lige her.

PS: Den fine Maiken-cola i miniature nænnede jeg simpelthen ikke at drikke. Som sociolog synes jeg, det er både interessant og imponerende, hvordan et tailormade produkt kan tage forbrugerne med storm. Se bare mig som stadig har den cola i køleskabet hjemme!

Indlægget er sponsoreret af Coca Cola, men meningerne er mine helt egne.

3.7.13

Japansk flæsekjole


Den yndige flæsekjole har været længe undervejs, og været lidt af en prøvelse udi min japanske syforståelse. Ikke umuligt, men bare udforderet af ikke at kunne støtte sig til en tekstmæssig sybeskrivelse. 

Jeg har været vild med modellen, siden jeg så den første gang hos Line i den fineste pudderfarve, og jeg er ret glad for denne sarte sløjfeversion. Flæsekjolen har jeg efterhånden set i mange varianter på blogs, og jeg synes den er smuk hver eneste gang. Så det svære valg er bare, hvilket liberty fra lageret jeg skal sy den næste flæsekjole i...

1.7.13

Mandelkage med creme og bær


Omkring midsommer er jordbær absolut bedst, så til fødselsdagen fik vi en nem og yderst velsmagende mandelkage med creme og bær. Opskriften kan jeg ikke tage æren for, da den er fra min yndlingskagebog "Kager der smager, og andre søde sager" af Alette Berthelsen. Men opskriften får I også lige her:

Mandelkage med creme og bær

Mandelbund
200 gram rørsukker
3 store æg
200 gram mandler
lidt smør til formen

Rårørt vaniljecreme
1½ dl piskefløde
1 spsk formelis
korn af 1 vanillestang eller 1-2 tsk vaniljesukker
1½ dl cremefraiche

friske jordbær, hindbør, brombær, blåbær eller en blanding. Pyntes med mynthe- eller citronmelisseblade. 

Bund: Pisk sukker og æg til en tyk creme. Mal mandlerne i en blender (eller hak dem fint) og vend dem i cremen. Klip bagepapir ud, så det dækker springformens bund og smør papir og springformens sider med lidt smør. Hæld dejen i formen og bag den ved 175 grader i 30-35 minutter. Lad kagen blive kold i formen på en rist.

Creme: Pisk fløden til skum. Sigt flormelis og vanilje sammen, vend det i skummet med cremefraichen. Fordel cremen på den kolde kage. 

Før servering fordeles bærrene på kagens top, og der pyntes med mynte- eller citronmelisseblade, der stikkes ned mellem bærrene.

Bunden lavede jeg aftenen før, så det var super nemt at lave færdig til gæsterne kom (hvilket i praksis skete da de var kommet). Jeg er vild med kombinationen af sødlig mandelbund, syrlig creme og sommerfriske bær. Eneste ulempe er, at der står kagen er til 8-12 stykker, men man har bare lyst til mere end et stykke af kagen... :)