25.9.13

September glimt



Jeg ved nærmest ikke hvor september måned er blevet af? Det var vist noget med at forsøge at lande trygt på begge ben i en ny hverdag. Og så var der vist også en hel masse hygge med familie og venner. Og så blev der kokkereret en del mad (vist mest søde sager). Og så var der en hulens masse fødselsdage i nærmeste familie. Og der var også noget med piger, som pludselig er så store, at de selv kan tage karrusseller. Nå ja, og så var der noget med en pige, som fylder hele fem år i morgen. :)

Det var vist det korte fragmenterede september resumé. ;)

11.9.13

Pølsehorn



Ingrid har længe efterspurgt pølsehorn til madpakken, og jeg har lige så længe været lidt vigende i forhold til det, da jeg ikke rigtigt kunne mønstre overskuddet. Men jeg slog to fluer med et smæk, og lavede en stor portion til aftensmad og resten til madpakker. Smart.

Det blev lidt en kombination af opskrifter og hvad jeg nu havde i gemmerne. Resultatet synes jeg blev ret godt, så opskriften skal da deles med jer. 

Pølsehorn (24 stk)

25 g smør
6 dl mælk
50 gram gær
250 gram speltmel
250 gram grahamsmel
500 gram hvedemel
2 tsk salt
2 tsk sukker 

12 wienerpølser (halver pølserne)
Ketchup

Rør gær ud i mælken, og tilsæt smeltet smør. Kom de øvrige ingredienser i (gem lidt mel), ælt dejen godt og stil den til hævning i 30 minutter. Del dejen i tre. Rul ud dejen og del den i 8 lige store dele, som når man skærer en pizza. Læg en streg ketchup på og herpå pølsen. Rul hvert trekantede dejstykke til et horn. Placer hornene med snippen ned mod pladen. Gentag for de tre dejdele. Lad hornene efterhæve cirka 15 min. Herefter pensles hornene med mælk inden de bages midt i ovnen i cirka 15 min. ved 200 grader.

Det er helt sikkert muligt at lave pølsehornene mere feinschmecker med specielle pølser (jeg valgte helt almindelig standard brune pølser), en rigtig god tomatpuré og eksperimentere videre med meltyperne. Jeg bruger som regel bare det der er ved hånden. Det er ikke strengt nødvendigt med ketchup indeni, men jeg synes de bliver mere fugtige, og det kan jeg godt lide.

God appetit!


PS: Pølsehornene blev absolut godkendt til både aftensmad, madpakker og ture. De fik forsvandt bare lidt for hurtigt.




10.9.13

Loppefund



På weekendprogrammet var der for første gang i evigheder loppemarkedtur. Jeg spottede det fineste tyske keramik ved en dame, som havde dusinvis. Hun solgte ud af sin samling, og jeg var en glad aftager. Jeg synes gentagelsen fungerer ret godt, og det svære var i virkeligheden hvilken farveskala jeg skulle købe af hende. Et luksusproblem, hva? :)

Der har længe været stor rift om Germany keramik, og efter min mening fungerer det enten rigtig godt i sammenhængen, eller slet ikke! Keramikken blev da også modtaget med skeptiske miner, da jeg kom hjem, men efter et par timer på hylden blev det absolut blåstemplet - og der blev ligefrem suppleret med et så fornemt superlativ, at det var pænt. 1-0 til mig. Det har været lidt en udfordring at finde noget som komplimenterer vores vægopstilling, da lyskassen efter min mening godt kan få det til at se lidt (ufrivilligt) museumsagtigt ud. Men jeg synes keramikken passer godt ind.

I øvrigt var det simpelthen så hyggeligt, at blive løbet op af en anden blogger med et hej-er-du-ikke-Maiken, når to trætte-sure unger skal gelejdes hjem fra loppemarked. Lone havde nemlig en stand, og det var super endelig at mødes rigtigt. En ren søndagsgevinst. :)


7.9.13

Poppy & Daisy shorts


Over sommeren spurgte Theresa mig, om jeg ville sy noget til hendes lille pige i Poppy & Daisy printet, som kunne matche den lille pigerangle, som hun allerede havde valgt. I stedet for de meget klassiske bloomers med flæse, som så mange syr, foreslog jeg et par af vores favoritshorts, som Agnes nærmest har slidt op. Pasformen er virkelig god, og det faste stykke med rynk ved benet er bare rigtig yndigt til både bare ben og strømpebukser.

Printet er et af mine favoritter, og det endte faktisk med, at jeg med lidt snilde fik plads til et par tilsvarende shorts til Agnes også. Et favoritmønster kombineret med favoritliberty kan da kun blive et hit. :)