Vores sidste ferieuge blev indviet med et smut til Blokhus. For mig er byen og den lækre strand bare synonym med sommer & sol... Vi var pakket godt ind i det blæsende, men lune vejr. Da vi har stranden i relativ nærhed behøver vi heldigvis ikke kaste os frysende ud i bølgerne ligesom de insisterende turister, der også lå i badetøj. Man er vel realist?
Efter en frisk lille soppetur (som senere tog overhånd for Ingrid!), så holdt vi en lille intermistisk picnic. Det er helt utroligt så godt en gedin leverpostejsmad med agurk og gulerodsstave til kan smage, når den indtages i den fri natur.
Nå ja, og så blev der også tid til en stor gammeldaws kræmmerhus-is og lidt shopping... Så til næste sommer ligger nu i Ingrids skab de to lækreste stykker liberty sommertøj. Og det var til den nette sum af kun 100 kr for hver del. Ih..!
Billederne yder desværre på ingen måde den fine smock-kjole, og shorts'ene retfærdighed. De er af det lækreste liberty stof, er simpelthen syet så fint og har enormt mange flotte detaljer...
Til sidst, en stor hilsen til alle dem som jeg mødte til blogtræf i går. Sommerfuglene var i maven, tankerne om skal / skal ikke var overvejet i bilen. Men det blev manet i jorden, for hold op hvor var det da hyggeligt at mødes med alle de søde krea bloggere. Der blev sludret, byttet og hygget til den store guldmedalje. Tak for en god eftermiddag!
Prikken over i'et efter et par gode dage vil vist være at jeg nu tusser ud i køkkenet for at lave hjemmelavet mango-is - uhm!