Viser opslag med etiketten Arbejde. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Arbejde. Vis alle opslag

29.3.13

Get shit done



Her til morgen har jeg taget en rask beslutning og hængt min nye poster op i køkkenet sammen med et kunstkort af Bob Noon. Det ene har været omkring rammemanden, og det anden kunne sikkert godt pyntes med et passe partout.

Statement plakater synes jeg er så ualmindelig svære, selvom der er så mange flotte, da teksten nemt henfalder til banaliteter. Men lige præcis denne vidste jeg bare, at jeg måtte have, da jeg ved en tilfældighed så den på instagram. Det har nemlig en helt særlig betydning for mig på flere forskellige facetter.

For det første har jeg ind til sidste måned arbejdet i årevis med iværksætteri og entreprenørskab, hvor jeg har været omkring mange forskellige facetter som eksempelvis event planlægning, forretningsplanskonkurrencer og lavet iværksætterforløb. Plakaten er fra Start Up Vitamins, som er startet af amerikanske serieentreprenører, der har udvalgt en række citater fra kendte iværksættere, som de omsætter til grafiske prints og statement kopper. Rent visuelt og grafisk er denne min favorit sammen med posteren Passion never fails. For jeg fascineres af passionerede mennesker uanset om de dyrker en faglig niche eller ved alt om fluebinderi. Om jeg forstår dem er en helt anden sag.

Men tilbage til hele konceptet, der har appelleret så stærkt til mig, så går en del af overskuddet til Start Up Weekend (som vi også har lavet). Det er et verdensomspændende koncept, hvor unge spirende iværksættere, eller bare nysgerrige for den sags skyld, over en weekend udvikler et bæredygtigt koncept, som med video sketching streames til og stemmes om på nettet. Men vigtigst, at det er en innovativ legeplads, hvor nye koncepter tænkes og udvikles.

Ud over at jeg nærer den største respekt for iværksættere (men ganske vist ikke selv har været det - endnu), så har en anden  facet været, at de seneste måneder har livet krævet alle ressourcer og en påmindelse om, at man bare skal kaste sig ud i tingene, selvom det er både usikkert og ukendt land, har været godt for mig.

Måske er det lidt nørderi fra min side, men jeg synes virkelig at der er et par rigtig gode postere imellem til rimelige priser, og var portoen ikke blevet fordoblet ved det, så ville jeg vildt gerne have haft et statementkrus med samme budskab, da det ville være det mest cool arbejdskrus. :)

Hav en rigtig dejlig påskedag. 

27.10.12

Roadtrip

 
 
Ingrid kom med på et roadtrip til en lejrskole i det nordjyske, da jeg skulle holde oplæg for kandidatstuderende, der holdt innovationscamp. Hun var simpelthen så sød, charmerede alle og hyggede sig med at tegne mens jeg holdt oplæg. Ingrid fik både tilbudt tegnegrej af vores praktikant og en fik pose slik af søde-Claus (eller det hed han i hvert fald efter slikposen!).
 
Bagefter kunne vi lige nå en forblæst tur på stranden med resten af slikposen i lommen. Så er det helt okay at arbejde en lørdag...
 
Tørklædet købte jeg i øvrigt i går, så lidt camouflage har også sneget sig ind i min garderobe. Tiltrængt vil jeg næsten mene, da mit leo tørklæde vist trænger til lidt aflastning..! 

28.3.12

Seminar


Endelig bevæger jeg mig op til overfladen igen efter en særdeles vedholdende influenza, hvor småbørns hverdag, syge børn, arbejde og kontorseminar nok har været med til at trække det i langdrag. Jeg har faktisk ikke rigtig tal på alle de gange jeg har drømt mig tilbage til dengang hvor man kunne pleje sin influenza helt i fred.

Og apropos kontorseminar så var det både overmåde underholdende, og i smukke omgivelser. Men der mangler altså både de festlige billeder, glitterparykker og mig på skrå brædder sammen med resten af revyholdet (foran 120 kolleger!). Den der gamle tutor fra studietiden har vist bare aldrig forladt mig, og spørger nogen om jeg vil være med på underholdning ryger min arm per automatik i vejret. Jeg kan åbenbart ikke lade være?! Men det var altså sjovt - også selvom bagsiden af medaljen var at jeg blev sengeliggende i flere dage derefter...

9.2.12

Væg citat


I bygningen hvor jeg for nylig holdt finale event er der de fineste detaljer. Lækkert neon akryl symboler og figurer, der dukker op uforudsete steder, fleksibelt interiør og fede citater i trappegangene, som det ovenfor.

Jeg må have dårlig teknisk karma, for lige nøjagtig på finaledagen gik både arbejdslaptop og mobilkamera i stykker. Så nu er jeg nødt til at opfinde et ærinde, og tage kameraet under armen, for der er så cool, at jeg er nødt til at vise det!

1.2.12

Leftovers


Jeg er ret sikker på at de chokolade muffins med lemonfrostning, der blev tilbage fra gårsdagens veloverståede event (hvor jeg var planlægger og vært) hurtigt får ben at gå på..!

Tung i hovedet og træt efter meget arbejde så er det vist også velfortjent at nuppe en enkelt eller to...

28.1.12

Træt

En lang børnehavedag er temmelig trættende. For et par dage siden faldt Ingrid simpelthen i søvn mens hun var i aftenbad! Mit energiniveau er sådan cirka på højde med Ingrids lige for tiden, så kreativiteten har vitterligt trange kår...

(Men trætheden i dag kan vist mest af alt tilskrives lidt for meget rødvin i festligt lag i går...)

21.1.12

Smuttur



Selvom det var i arbejdsøjemed så fik jeg sneget lidt hygge ind i programmet på mit smuttur til København i torsdags. Croissant og latté hjemme hos min bror og familie. En hurtig gang gennem torvehallerne, hvor alle de lækkerier var ved at tage pusten fra mig og nemt kunne have fravristet mig en mindre formue hvis tiden var til det. Arbejdsmøde med Fonden som ved held (og tilfældighed) ledte mig forbi Butik NØ, der er spækket med fine ting, men altså også langt mindre end i mine forestillinger. Mad i farten (fordi jeg ligesom brugte frokosttiden i NØ, host!) så jeg kunne nå frem til eventet. Om halvanden uge er det min tur til at stå i front for et tilsvarende event, så mine hænder har været rigeligt fulde med planlægning siden jeg kom tilbage på job fra barsel...

København er en af mine yndlingsbyer, og knap var flyet landet før jeg spurgte Karsten over telefonen om det var okay jeg lige blev en måned eller to. Det var det sjovt nok ikke..?

2.1.12

Back to work


Pyh, det er altså hårdt at starte på arbejde igen efter barsel. Dagens status:
  • 6:20 Hamrede på vækkeurets snoozy knap
  • 6:29 Vækkeuret ringer igen. Skulle til at give Karsten en albue i siden for at få ham op da de barske realiteter ramte mig frontalt. Karsten er på barsel, jeg skal på arbejde!
  • 8:00 Dybt imponeret over at de lykkedes mig at komme ud af døren, aflevere i børnehave OG være på arbejde klokken 8:00 dut, på trods af at jeg har flex tid.
  • 8:01 Konstaterer at ingen andre på min kontor er kommet tidligt.
  • 8:05 Konstaterer at kaffemaskinen ikke er tændt endnu = krise!
  • 9:00 De nærmeste kolleger dukker op. Er kommet på netværket, fået ændret telefonnummeret og sendt sød men insisterende mail om at jeg kommer forbi IT afdelingen hver dag indtil jeg har fået tiltusket mig en laptop + docking station.
  • 10:30 Har fået slettet ud i 560 mails og rammes af massiv rastløshed.
  • 11:35 Kolleger i nabo enheden kan se jeg har frokostkrise og vi lusker i kantinen.
  • 15:28 Har tvangsindlagt tre kolleger til individuelle møder ift status på respektive projekter og brainstorming over de opgaver jeg skal i kast med. Beslutter at nok må være nok, og går to minutter før officiel arbejdstid er ovre.
Selvfølgelig er det fedt at komme op i et højere kognitivt gear, men efter ti måneder på lavblus så er jeg altså tappet for energi nu, så jeg slapper af  i aften med latté, chokolade og wordfeud (Ufatteligt at scrabble kan være så fængende. Debut i går, hooked allerede nu). Agnes synes vist også det er hårdt selvom hun har hygget  med far hele dagen. Hun har reageret med hele følelsesregisteret. Babylykke da jeg kom hjem, insisteret på at være helt tæt ved mig og skæld ud over at jeg har været væk hele dagen.

Faktisk tror jeg først at arbejdsrealiteterne indfinder sig langsomt i løbet af denne uge, men jeg er helt sikker på at weekend bliver tiltrængt på fredag!

20.2.11

Snehvidt & tid




Snehvidt er der udenfor, og en anelse indenfor... Smukt ser det ud med det hvide puddersne fuglene trækker spor i, men jeg længes efterhånden efter de små forårstegn, som pibler op i andre dele af landet. Men hey, de vintergækker har jo ikke en chance under snedriverne, så det er vist bare at væbne sig med tålmodighed og nøjes med tulipanerne indenfor.

I øvrigt var det ret ærgerligt at jeg ikke havde kameraet på mig, da Ingrid for et par dage siden forsøgte at bane sig vej om i haven. Synet der mødte os var en rasende Ingrid, højrød i hovedet og sur over at sidde fast i en snedrive, som nåede langt op over maven, mens hun holdt fast i sin lille kost. Et meget komisk syn. Lige i dét øjeblik tror jeg altså også, at hun ville have foretrukket foråret! 

Og apropos tid, så er den en mangelvare i disse dage. Sølle fem dage har jeg tilbage på jobbet før barsel, så søndagen er blevet inddraget til arbejdsdag (endda ude på arbejdet!) for at min to-do-liste kan blive bare en anelse kortere inden stafetten rækkes videre. De næste dage kommer vist bare til at være work-work-work. Så trods alt ville jeg hellere have nydt formiddagen i svømmehallen med Ingrid & faren eller nyde den høje sol udenfor i sneen lige nu... 

God søndag!

7.2.11

Er jeg efterhånden den eneste...?


...som ikke kan komme med på det mest fantastiske forårsmarked...?



Ehj, hvor gad jeg bare godt! Helst ville jeg have haft egne ting med på markedet og girly-hygget på lejrskolen, men næst bedst bare deltage i markedet. Med alle de fantastiske kreationer som spirer op rundt om i blogland, boblende idéer, sneak-peeks der vises frem, netværk som blomstrer, ja så bliver lysten bestemt ikke mindre! Men med termin den 9. april er jeg desværre nødt til at være realistisk (hvilket bestemt ikke er min stærke side!) og indse, at det bare ikke bliver i denne omgang - uanset hvor gerne jeg gerne ville. Øv. Inspirationen vil jeg dog suge til mig uanset hvad...

For at strø lidt mere malurt i bægeret så er der bare alt for meget arbejde at nå de næste par uger inden barsel starter, så kreaoverskudet er bare på lavpunktet. Lidt rystet er det gået op for mig hvor længe det faktisk er siden jeg sidst har fremvist en lækker færdig kreation her på bloggen. Starten af januar, suk! Jeg trænger efterhånden kraftigt til at få nogle energigivende kreative fix. Må vist hellere tage øv-hatten af for i aften og få lavet lidt mere arbejde til i morgen. Tsk tsk.

PS: Bær lige over med mine hjertesuk og kreaklynk... Der bliver helt sikkert taget revanche ganske snart!

19.1.11

Rekreation



Efter en ualmindelig hård dag i går med vellykket afvikling af et stort finaleevent, som jeg var ansvarlig for, så havde jeg dømt hjemmarbejdsdag i dag. Men når sandheden skal frem, så har det vist mest været rekreationsdag - for energien har været helt på nulpunktet efter en meget lang og hektisk dag i går.

Og hvordan rekreerer vi kvinder bedst?? Shopping!

Så med dampende varm the i den ene hånd, og tasteturet i front fik jeg imødekommet lidt af min graviditetstøjkrise. For med nye sko forpligter det jo at resten af garderoben følger med...! (Eller sådan fungerer min logik i hvert fald?!) Så nu venter jeg bare på at posten dukker op med en sort højtaljet nederdel, camel farvede chinos, demin leggins og den fine lange uglekæde fra Asos. Det blir' sørme svært at vente! 

I aften må jeg vist indhente noget af det arbejdsmæssigt forsømte, men den tid, den sorg... Nyd dagen og det smukke solskin.

13.12.10

Kreakalender #9-12





Det var egentligt meningen at der de sidste par dage skulle have været hyggelige indlæg om juleri derhjemme, juletur med gaveindkøb og Ingrid der så julemandens hus og så videre. Men sandheden er, at overskuddet ikke har været der, stemningsbillederne ikke blev taget og at arbejdet har fyldt alt for meget... (Er i skrivende stund stadig på kontoret) Alt bliver ganske sikkert nået på den lange bane, men lige nu kunne jeg sagtens bruge mere energi og flere timer i døgnet. Men er det ikke altid sådan?

I det mindste kan jeg viste lidt frem fra kreakalenderen til min veninde...

#9: Hjemmelavede brændte mandler
#10: Pung inspireret af Christina
#11: Pimpet tændstikæste inspireret af Rakel
#12: Halskæde inspireret af Lis

Og så tilbage til arbejdet...

12.9.10

Home sweet home

At vågne op i sin egen seng, lave en god spontan brunch, kys og kram fra Ingrid var præcis den bedste måde at starte dagen på efter tre døgn væk. Søndage som starter på den måde kan bare ikke blive bedre!

Det har været nogle gode dage afsted, hvor der både har været tid til arbejde og (ret vigtigt) masser af veninde hygge, storbyliv og sushi. De sidstnævnte ting gjorde at det ligesom ikke var så slemt at skulle arbejde det meste af weekenden.

Æblet er i øvrigt høstet fra vores fine lille æbletræ, der har givet æbler for allerførste gang. Jeg er helt sikker på at det må smage langt bedre end Netto's...

Dagens cliff-hanger: i morgen aften søsættes min give-away...

25.8.10

Depeche






Sidder træt og med god god samvittighed. Jeg har nemlig rakt stafetten videre i dag. Indrømmet, min løbetræning har været på et absolut minimum (korrigeret: ikke eksisterende). Måske af den grund var jeg overbevist om at det måtte være en skrivefejl da jeg nåede 2 km mærket, da der mindst burde stå 4?! Tanker om at min tilmelding måtte være et udslag af det glade vanvid blev såmænd også overvejet undervejs. Men ikke desto mindre gennemførte jeg DHL stafetten i fin stil og udmærket tid. Yay! Og så var min debut med deltagelse i et større løb super hyggeligt og gav en god kollegial stund. Alt i alt en rigtig succes-oplevelse.

Andre der også har rakt depechen videre?

14.7.10

Sommerlig hygge


Hvor er det skønt at kunne tage lidt sol og sommer indenfor i form af blomstrende krydderurter og lidt markblomster! De pynter indendøre og udstråler ren sommeridyl og hygge...

Faktisk hørte jeg i dag på P1 en antropolog fortælle om sin forskning indenfor begrebet hygge. Det var ret interessant. Ganske vist et forskningsmæssig nicheområde, som bærer præg af forskning for forskningens skyld, men vi kender jo alle til begrebet hygge, og her er muligheden for at høre et antropologisk / sociologisk bud på de iboende kulturelle, sociale og klassemæssige forestillinger som begrebet rummer. Og så er det altid spændende når der dvæles ved det vi i samfundet har af fælles forståelser og selvfølgeligheder...

14.6.10

At se tingene med andre øjne...

Billedet er lånt herfra

Nogle gange er det sundt at se virkeligheden fra andres perspektiv. I aften har jeg snakket med en god veninde, der søger job indenfor en organisation, hvor jeg er involveret i arbejdsmæssigt, som en af de ting jeg laver. Nogle gange hvor hverdagen fylder urimeligt meget og hullerne i osten indimellem er mere synlig end selve osten, så er det fedt at mærke andres energi, drive og engagement. Og så lige om et job indenfor min boldgade...

For det mindede mig om, at der jo faktisk ER mere ost end huller og at jeg arbejdsmæssigt faktisk oplever ret fede ting. Tak! Til gengæld forsøger jeg at trække i de tråde jeg kan for en super god veninde...

17.4.10

Force majeure...

Min lille arbejdsmæssige smuttur til Hovedstaden i torsdags blev lidt længere end planlagt grundet en islandsk vulkan...
I stedet fik DSB fik en masse ekstra kunder, min hjemmearbejdsdag blev fredag konverteret til lang togrejse hjem og en god veninde + fam. fik et uventet overnattende besøg og stillede venligt alt fra strømper til make-up til rådighed...

Nu må jeg så bare finde et andet tidspunkt at læse mig igennem den store tykke mappe, som stadig ligger ulæst inde på kontoret...