Viser opslag med etiketten Kage. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Kage. Vis alle opslag

9.1.13

Januardage


Måske er det bare sådan januar er? At dagene bare flyver afsted, sygdom på matriklen og træghed med at starte hverdagen op igen. Heldigvis har der også været tid til god kaffe mens der har været sygepasning. Og så har vi fået snydekager i dag.

Konceptet fandt jeg på da Agnes fik konstateret fødevareallergi overfor mælk og æg. Digestives med glasur og krymmel kan sagtens gå for at være en hindbærsnitte-wannabe og snydekagerne er altså også et hit hos alle andre børn, så til lækkersult og børneselskab skulle I prøve det. :)

Nu betyder januar heldigvis også udsalg. Denne gang er har jeg ryddet hylderne hos Milk Copenhagen, da der i går startede 70% udsalg. Nu er det kun pigetøjet jeg kigger på, men jeg synes det er virkelig fint designmæssigt og så er der rigtig god kvalitet for billige penge. What's not to like? Jeg ved ikke hvor meget der er tilbage, men kig derind... Jeg glæder mig i hvert fald til uge 3, hvor pakkeposten får travlt.

16.10.12

Kusinernes lagkage

Opskriften er fra "Kager der smager og andre søde sager" af Alette Bertelsen. Billederne er mine egne.

Opskriften er ikke min egen, men det er en af mine favoritlagkager, så derfor vil jeg gerne dele den med jer. Elsker du frisk moccasmag og brændte mandler så vil du også elske denne lagkage.

Kusinernes lagkage

3 sukkerbrødsbunde (købte eller hjemmebagte)

brændte mandler
200 gram mandler
1½ dk. sukker

råcreme med kaffe
2 pasteuriserede æggeblommer
4-6 tsk sukker
1½ tsk. pulverkaffe
2½ dl. piskefløde + eventuelt mere til kagens sider

kaffeglasur
1½ dl. flormelis
stærk kaffe

Smelt sukkeret på en pande ved svag til middel varme og karamelliser mandlerne under omrøring (jeg tilføjer et par skefulde vand når jeg brænder mandlerne, da jeg synes de karamelliserer bedre på den måde). Afkøl mandlerne på bagepapir, tag en portion fra til pyn og hak resten groft. (mandlerne kan man sagtens lave en eller flere dage i forvejen - hvis man kan lade være med at spise dem - eller udlicitere det til dem der sælger det på gågaderne, hvis det skal være nemt.)

Æggeblommer, sukker og pulverkaffe piskes lyst og skummende. Pisk fløden stiv og vend forsigtigt æggesnapsen i. Kagen lægges sammen lagvis med creme og mandler. Pynt med kaffeglasur og mandler. Pisk eventuelt mere flødeskum og smør det på kagens sider før servering for syns skyld.

Den smager fantastisk! Så god fornøjelse med bagningen.

5.11.11

Simpelt


Simpelt er nogle gange godt, og næsten ikke til at holde fingrene fra som denne banankage...

21.10.11

Lakrids marengs


Til kagefesten lavede jeg lakrids marengs som hittede stort og så var det bare en sidegevinst at de også var ret nemme at lave. Opskriften er herfra, dog med små modifikationer så det passer til pastauriserede æggehvider.

Lakrids marengs
2 bægre pastauriserede æggehvider
175 gram sukker
1 teske rålakrids

Pisk æggehviderne så det er næsten stift, tilsæt sukker og rålakrids. Pisk videre til massen er helt stift og put det i en pose. Klip et lille hjørne af posen og lav på bagepapir kys, cirkler, hjerter, stjerner eller hvad hjertet begærer. Bages i ovnen en time ved 100 grader på varmluft.

Har du tyller+pose kan finish blive finere, men det fungerer også fint uden. Jeg har brugt rålakrids pulver fra Johan Bülov. Hvor svampet marengsen bliver indeni afhænger af tykkelsen og bagetiden.

For mig er marengs lidt mormor agtigt, men med rålakrids bliver det altså hævet til et helt nyt niveau. Jeg tænker at passionsfrugt pulver, hindbær og lignende også vil være rigtig lækkert i marengs?

30.9.11

Gulerodsmuffins


Jaja, nu var jeg jo så kæphøj at skrive den anden dag, at jeg altså ikke var ved at konvertere til en kagebageblog (som jo også er rigtig gode).  Men så var det jo lige at jeg fik besøg af sødeste Maria plus familie og så må jeg jo næsten æde mine ord i mig igen. I flere dage har jeg drømt om gulerodsmuffins, og lidt googleri ledte mig i retning af fabelagtige gulerodsmuffins med hvid chokolade tryllet frem af Ann-Christine.

Dé er gode. Faktisk lige så englene synger. Den frosting er simpelthen vildt lækker, let syrlig kombineret med rund chokolade smag. Uhm. Næste gang er jeg næsten nødt til at lave lidt mere frosting, for der må efter min smag godt komme lidt mere på. Og en håndfuld hakkede hasselnødder tror jeg vil løfte de muffins op på et endnu højere niveau.  

Før I ryger ud til dejskålen vil jeg da lige sige god weekend i det skønne indian summer vejr.

23.9.11

Go' deal


Vi har en ret go' uskreven aftale, min nabo-veninde og jeg. En hurtig leverance til aftenskaffen når der er rigeligt med kage. Da tallerkenen i går kom retur fra drømmekage leverancen var to af disse på. Blåbærmuffins med vanille frosting. Fedt! Når mælkeiglen ellers er holdt op med at brokke sig (hvorfor er det naturlov at brokke sig i søvn?) skal jeg hygge the, muffins og lave fødselsdagsgaver til Ingrid...

PS: Nej, jeg er ikke ved at konvertere til en kageblog såfremt nogle skulle være i tvivl.

21.9.11

Drømmekage


Jeg var ude i benhård prioritering i dag. Støvsuge (igen!) eller bage kage? Kagen vandt. Storepigen vi havde besøg af ville med garanti sætte mere pris på lækker kage end pinligt rene gulve.

Udgået for muffins papirforme, en hel del ingredienser og idérigdom måtte jeg ty til tilfældighedsprincippet. Det blev til en go' gammel klassiker, der er sådan lidt mormoragtig, nemlig en drømmekage. Luftig og knasende sprød, uhm! Dog har jeg modificeret den opskrift jeg fik googlet mig frem til i fremgangsmåde og sukker/mel mængden, så den bliver både hurtigere at lave og bare en lille bitte smule sundere...

Drømmekage
4 æg
250 gram sukker
300 gram hvedemel
3 tsk bagepulver
1 tsk vaniljesukker
2 dl  mælk
50 gram smør
Fyld
100 g smør
150 gram kokosmel
225 gram brun farin
½ dl mælk

Bagetid cirka 20 minutter ved 200°
Bagetid med fyld cirka 5 minutter ved 225°.


Pisk æg og sukker lyst og luftigt. Vend mel, bagepulver og vaniljesukker i dejen, herefter vendes mælk og smør forsigtigt i. Hæld dejen i en lille smurt bradepande og bag kagen midt i ovnen.
Fyld: Kom smør, kokosmel, farin og mælk i en tykbundet gryde og bring det i kog under omrøring. Tag kagen ud og skru op for ovnen. Fordel fyldet på kagen og bag den færdig, stadig midt i ovnen.

Serveres med mormor servietter og spises med velbehag!

7.9.11

Krydrede æblemuffins


Efterårsagtig regn og rusk er bare hyggeligere med nybagt kage, en kop varmt og stearinlys. I dag har jeg bikset lynhurtige krydrede æblemuffins sammen med hjemmeavlede æbler i til Ingrid kom hjem fra børnehave. De slår ikke helt min yndlingsæblekage, men de er altså bare go'e alligevel!

Krydrede æblemuffins
250 g hvedemel
100 g sukker
4 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
1 tsk. stødt kanel
50 g smeltet smør
2 dl. mælk
1 æg
2-3 æbler

Bland mel, sukker, bagepulver og krydderier i en skål. Pisk smør, mælk og æg sammen og rør de tørre ingredienser. Æblerne skrælles og skæres i tern. Vend æbletern i dejen og fordel den i cirka 12 forme. Drys med kanelsukker. Bag muffins ved 200 grader i cirka 20 minutter.

Voila! Og de smager bedst mens de stadig er lune...

31.8.11

Farvel


I dag har vi sagt farvel til Ingrids dagplejer Mai-Britt med hjemmesyet gave, muffins,  stor blomsterbuket og kort. Det er lidt vemodigt, men vi fik en en rigtig fin afslutning på to gode år. Ingrid er super børnehaveklar, så vi må krydse fingre for at afsavnet ikke kommer til at overstige glæden ved alt det spændende og nye...

Ingrid havde selv valgt at kagerne skulle pyntes med girly krymmel. Det skulle have været fe-agtigt med lysegult glasur, men jeg kunne åbenbart ikke styre farve doseringen, så det blev vist mere hen af psykodeliske fe-kager. Og Ingrid havde såmænd også valgt der skulle "klistermærker" på pakken. Hun har go' smag hende Ingrid.

5.7.11

Tirsdag


Hindbærsnitterne som jeg bagte i hast før mødregruppen til formiddag blev nydt igen til en stille eftermiddagsstund med syslerier og grøftekantsbuket på bordet mens Agnes boblede i barnevognen. Dejligt.

Faktisk er det ganske typisk at min tidsplanlægning er helt umulig fordi der sniger sig et spontant projekt ind. At give sig i kast med at bage hindbærsnitter i morges 1½ time før mødregruppen - når bagevægten er i stykker, Agnes skal ammes, vi begge skal skifte tøj og der er en halv times gåtur forude - må vist siges at være ret håbløst. Men jeg nåede det, hindbærsnitterne smagte forrygende og de andre satte pris på min spontanitet.

Til de af jer der også tilbragte søndagen med krea, bytteri, sniksnak og stenbro picnic. Det var super hyggeligt at se og gense jer alle! Tak Louise og Cille for at I tog teten og arrangerede den dejlige dag med fine goodies og til Julia for at åbne din hyggelige fabrik...

13.6.11

Lånte fjer


Indimellem må man smykke sig med lånte fjer, men det kan nu også være ret godt. Dagens bevis på det var bananmuffins som blev pimpet med mørk chokolade, krymmel og sukkerblomster fra Hausfrauen. Uhm!

Til gengæld fik jeg den ægte vare da jeg i fredags var til Julias reception med Cupcakefabrikken. Dybt imponeret var jeg over hvor smukt et pastel-kage univers hun har opbygget på næsten ingen tid. Bordet var dækket med de fineste pastelfarvede minimuffins, mens såvel interiør, varer og melamin på hylderne var en symfoni af pastelfarvet. Smukt og lækkert hausfrau univers, der bragte tankerne til candyfloss 60'er stemning på den rigtig fede måde. Rigtig hyggeligt var det også at få lejlighed til at snakke med Mejse, Louise, Mette og Karen. Og perfekt punktum var det på den shoppedag jeg havde med Anne

Faktisk må nøgleordene fra pinsen vist være lækre kager og vennehygge i massevis. Ikke dårligt!

13.4.11

Kanelsnegle og tidsfordriv


Dagens tidsfordriv fire dage over termin (ok, nu begynder jeg vist at lyde utålmodig...) har været at bage en kæmpe bunke kanelsnegle, og spise flere end jeg burde. Men de er altså også goé og fra en af mine yndlingskogebøger...

Fryseren blev fyldt til bristepunktet med kage og kanelsnegle, da jeg ventede på Ingrid. Faktisk har jeg ikke bagt kanelsnegle siden den gang, så det er jo næsten helt nostalgisk!

7.3.11

Fantastiske fastelavnsboller



Selvom det er ved at være sidste udkald på denne fastelavnsmandag, så vil jeg alligevel dele opskriften på de absolut bedste fastelavnsboller. De er nemlig alt for gode til ikke at viderebringe...

Fastelavnsboller (cirka 20 stk)

Dej:
2 dl mælk
25 g gær
1 æg
100 g smør
½ tsk salt
½ dl sukker
4-500 g mel

Gæren udrøres i det lunkne mælk. Herefter tilsættes de øvrige ingredienser, det æltes og hæver cirka 30 min. Mens dejen hæver laves cremen...

Creme:
3 spsk maizena
1 æggeblomme
1 æg
1½ spsk sukker

3 dl mælk
2 tsk vanille (tilsæt gerne mere)

Æg røres med sukker, vanille og maizena. Mælken tilsættes til sidst. Det røres godt under opvarmning. Pas på, det kan nemt brænde på bunden. For at give fastelavnsbollerne mere smag og varians kan der tilføjes enten hindbær marmelade, marcipan, hakket chokolade, nougat eller andet der smager godt...

Dejen udrulles og skæres i firkanter af størrelsen cirka 15*15 centimeter. Fyldet (creme + eventuelt andet) lægges i midten og hjørnerne samles, så fyldet er lukket helt inde. Samlingen lægges nedad på pladen, og fastelavnsbollerne pensles med æg eller mælk.

Bages ved 200 grader i cirka 11 min.

Og så er de selvfølgelig bedst med glasur og farverigt pynt på toppen...

Bon appetit!

Og så er det vist over and out for fastelavn i år...