Viser opslag med etiketten Fastelavn. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Fastelavn. Vis alle opslag

28.2.12

Plan B


Nogle gange er plan B næsten lige så god som plan A. Når nu jeg (næsten færdig) erkendte at plan A ville blive alt for stor, så synes jeg faktisk også at Agnes var utrolig nuttet som straffefange. Til gengæld må vi få mus i huset næste år...

Plan B er lavet på nul-komma-fem med en Katvig sommerdragt fra skabet, et hvidt stykke filt syet på maven hvorpå der blev påklistret klistermærke tal købt i Tiger.

20.2.12

Fastelavnsfest



I går holdt vi fastelavnsfest for venner, batman, en lille straffefange, et par prinsesser, feer og en humlebi. En meget larmende, men sprudlende glad forsamling. En god tradition er det vel når det er andet år i træk? Forskellen er bare at små banditter er kommet til, og der bliver slået hårdere til tønden...

12.2.12

Kostume gæt


Sidder på gulvet for at klippe fastelavnskostume ud til Agnes. Jeg tror hun bliver temmelig nuttet hvis hun vel og mærke 1) ikke kommer til at kampsvede af det fleece og 2) hvis hun overhovedet gider have hele kostumet på?

Kan du gætte hvad hun skal være?

7.3.11

Fantastiske fastelavnsboller



Selvom det er ved at være sidste udkald på denne fastelavnsmandag, så vil jeg alligevel dele opskriften på de absolut bedste fastelavnsboller. De er nemlig alt for gode til ikke at viderebringe...

Fastelavnsboller (cirka 20 stk)

Dej:
2 dl mælk
25 g gær
1 æg
100 g smør
½ tsk salt
½ dl sukker
4-500 g mel

Gæren udrøres i det lunkne mælk. Herefter tilsættes de øvrige ingredienser, det æltes og hæver cirka 30 min. Mens dejen hæver laves cremen...

Creme:
3 spsk maizena
1 æggeblomme
1 æg
1½ spsk sukker

3 dl mælk
2 tsk vanille (tilsæt gerne mere)

Æg røres med sukker, vanille og maizena. Mælken tilsættes til sidst. Det røres godt under opvarmning. Pas på, det kan nemt brænde på bunden. For at give fastelavnsbollerne mere smag og varians kan der tilføjes enten hindbær marmelade, marcipan, hakket chokolade, nougat eller andet der smager godt...

Dejen udrulles og skæres i firkanter af størrelsen cirka 15*15 centimeter. Fyldet (creme + eventuelt andet) lægges i midten og hjørnerne samles, så fyldet er lukket helt inde. Samlingen lægges nedad på pladen, og fastelavnsbollerne pensles med æg eller mælk.

Bages ved 200 grader i cirka 11 min.

Og så er de selvfølgelig bedst med glasur og farverigt pynt på toppen...

Bon appetit!

Og så er det vist over and out for fastelavn i år...

Fastelavnsfest


Dejlig var min lille sommerfugl da jeg endelig fik lokket hende i kostumet. Elastikken i vingerne var i første omgang blevet for kort til trods for at jeg havde lavet det længere end i syvejledningen. Så Ingrid startede ud med en vis portion skepsis over at skulle have vingerne på...


Fastelavnsfesten har virkelig gjort stort indtryk på Ingrid, der ivrigt snakker om at "det siger bang, bang" (tøndeslagningen), at der var slik i tønden, leger med de små solbriller, der stadig pynter i køkkenet. Og der snakkes om at Carla var sommerfugl, Ella var fe, Mikkel var byggemand bob osv... Her til morgen havde vi endda tøjkrise over at hun ikke skulle have sommerfuglevinger og tylskørt på i dagpleje, så jeg tror hun er helt klar til fastelavnsfesten i legestuen i morgen!

Og så et billede til ære for Anne, der ville høre om jeg også skulle klædes ud. Det blev kun en moderat version, da fastelavnsinvitationen lød på at udklædning for de voksne var valgfrit. Hvilket i praksis betød at det blot var børnene som kom udklædte, men næste år overvejer jeg at gå all in... 


Helt klart en stor succes hos både tumlinger og vennerne, så vi har fastelavnsfest på programmet igen næste år..!

6.3.11

Fastelavns forberedelser #2







#1: Produktion af fastelavnspynt
#2: Fantastiske fastelavnsboller med hjemmelavet creme og summerbird nougat. Uhm!
#3: Fastelavnsris
#4: Kubusstagen i fastelavnsklær'
5#: Sommerfuglekostumet, som blev færdig i nat...

Fastelavnstønden blev desværre ikke foreviget inden tøndeslagningen, men pyntet med katte og glitterblomster var den altså fin...

Fastelavnsgæsterne er taget hjem nu, Ingrid er blevet puttet, og vi slapper af og forsøger at få hørelsen igen efter høje decibel en hel formiddag. Roen skal nydes med "en morfar", så billeder af selve fastelavnsfesten kommer senere...

28.2.11

Fastelavns forberedelser #1






Åh, hvor jeg dog bare elsker fastelavn, udklædning og at lave kostumer. Aldrig er jeg vokset fra glæden ved at researche hvad kostumet skal være, planlægge hvordan det skal se ud og lave det. Tidligere kostumer er næsten blevet helt legendariske, og gemt er stadig en hel flyttekasse (!) med udklædning. Sjældent har jeg glippet chancen for en god udklædningsfest, selvom der er lidt langt imellem dem efterhånden. Men heldigvis kan jeg jo i stedet kaste mig over at lave skønne kostumer til Ingrid. Og Ingrid synes såmænd også det var mægtigt hyggeligt at "læse" i udklædningsbøgerne...

Så i disse dage sysler jeg lidt med forberedelser til fastelavn. Erkendelsen af at ambitionerne ikke helt står mål med det tidsmæssige overskud og det faktum at min symaskine er til reparation gør, at planerne om at sy et avanceret helkostume er blevet nedjusteret. Ingrid elsker en af sine små bøger om sommerfugle, så i år bliver hun sommerfugl med fint tylskørt (ikke at jeg nogensinde har set en sommerfugl i det!), kulørte vinger og følehorn. Jeg må jo gribe chancen nu hvor hun ikke har fået prinsesse præferencer endnu! Og når hun bliver ældre er jeg nødt til at overbevise hende om, at hun skal være pirat, spåkone, superheltinde og alt muligt andet sejt...

Sidste års skønne bikostume så jeg hende kun i da hun blev afleveret i legestuen. Og det er da alt for lidt de kreative anstrengelser taget i betragtning! Dét skal der laves om på i år. Så nu er gode venner+børn inviteret til tøndeslagning, udklædning og fastelavnsboller. Så jeg er helt i mit begejstrede småbarnlige hjørne lige nu...