24.9.10

Køretøjet...

Præcis sådan ser min nye cykel ud, dog med cykelkurv i sort polyrattan foran. Ikke noget udpræget fancy, og egentligt meget klassisk. Og faktisk heller ikke en eller anden rap model af opdateret granny, eller i funky farve. En dyr dame var hun også...

Men ikke desto mindre er jeg super glad for min nye cykel! For den emmer af gennemført lækker kvalitet og er super praktisk. Eksempelvis skal jeg aldrig mere huske cykellygter. Se, det er en cykel lige efter min smag!

Overskudskontoen har det været underskud på i den forløbne uge. Så stilstanden på bloggen har ikke været udtryk for, at der ikke er sket noget. Tværtimod. Vi har været til fødselsdag hos både bedstemor og bedstefar, hygget med venner, haft arbejde der har gået ind under huden på den hårde måde, og ja... Men en dejlig weekend venter forude, hyggelige fødselsdagsforberedelser til Ingrid som fylder to år på søndag, udsigt til fødselsdag + gæster, lagsagnen der lige nu simrer i ovnen... Så der er masser af muligheder for at lade batterierne op med positiv energi! 

17.9.10

Fridag


Opskriften på en god fridag må bestemt være at starte med nybagte boller, the og smoothie. Radioen summer i baggrunden, hyggebukserne hoppede jeg direkte i, og der vrikkes med de bare tæer... De andre er sendt ud af huset og jeg har en hel lang skøn fridag foran mig - sådan helt for mig selv! Ih altså, sådan burde mange flere dage starte!

Hvad skal jeg så bruge denne dugfriske skønne fridag til? Jo, jeg skal shoppe. Altså som i shoppe ny cykel! Nu har jeg haft utallige undskyldninger og alt for mange weekend planer til at få det realiseret, så jeg har såmænd taget en fridag til formålet. Og så tror jeg i øvrigt også at nogle i husstanden er trætte af at vi har fået dele-cykel efter min blev stjålet...

En lille fødselsdagsgave skal jeg også have indkøbt, da vi suser til min mors fødselsdag senere i dag. Det blir' nu dejligt med en aften med god mad og familiehygge...

Kan I alle have en skøn dag!

NB: Det er i øvrigt pudsigt med konceptet fridage. Mens jeg gør en dyd ud af at få absolut mest ud af dagen, så gør Karsten en dyd ud af at lave absolut mindst. Hvem mon der har knækket nødden?

16.9.10

Velfortjent...!


I aften fik jeg sparket mig selv bagi og kom afsted til træning. Det var både tiltrængt, og temmelig skønt! Så nu kan jeg (for en efterhånden sjælden gangs skyld) smække benene velfortjent op og nyde en rest risengrød fra den anden dag. Ahh...

I øvrigt burde online træningshistorikker i fitnesscentre forbydes - de gør intet godt, men viser bare den sørgelige virkelighed og pirker i allerhøjeste grad til den dårlige samvittighed... Behøver jeg at sige det varer længe før jeg klikker mig ind på den funktion igen...?!

God aften til jer alle! Jeg selv har planer om at gå i symbiose med sofaen og læse slutningen af en god bog...

14.9.10

Ugle-mule give-away



Muleposer er en af mine krea-favoritter, da applikationerne er så hyggelige at lave, og resultatet er super anvendeligt. Vi bruger nettet til dagplejen, hyggeture, strandture, shopping... - you name it! Favoritter skal man jo ikke holde på, men dele ud af, så derfor får du nu chancen for at få dit helt eget ugle-net.

Vil du være med?
1 lod = kommentar
2 lodder = kommentar + fast læser
3 lodder = kommentar + fast læser + link på din egen blog

Vinderen bliver trukket den 11. oktober - og jeg håber I har lyst til at lege med...

13.9.10

Pude + geometri

Flere gange har jeg beundret de fine geometriske puder, som både Karen og Anne har lavet. Farverne og de grafiske linjer har overbevist mig om, at pudefornyelse til i sofaen og soveværelset helt klart skal være et af de kommende krea projekter.

Og mens jeg sidder allerbedst bag skærmen og visualiserer nye puder, så fandt jeg disse fra ferm living som i farvekombinationerne vil være en god inspirationskilde...


Kan man andet end at blive i godt humør af de fine farver og mønstre? Jeg kan i hvert fald ikke!

12.9.10

Home sweet home

At vågne op i sin egen seng, lave en god spontan brunch, kys og kram fra Ingrid var præcis den bedste måde at starte dagen på efter tre døgn væk. Søndage som starter på den måde kan bare ikke blive bedre!

Det har været nogle gode dage afsted, hvor der både har været tid til arbejde og (ret vigtigt) masser af veninde hygge, storbyliv og sushi. De sidstnævnte ting gjorde at det ligesom ikke var så slemt at skulle arbejde det meste af weekenden.

Æblet er i øvrigt høstet fra vores fine lille æbletræ, der har givet æbler for allerførste gang. Jeg er helt sikker på at det må smage langt bedre end Netto's...

Dagens cliff-hanger: i morgen aften søsættes min give-away...

7.9.10

Selvforkælelse vol. 2


I morgen aften er der nydelse og selvforkælelse på programmet. Anledningen er såmænd vores bryllupsdag (utroligt så hurtigt 3 år går) og forkælelsen består i candle-light dinner. Vi skal spise enormt lækkert mad i fantastiske omgivelser. Ih, jeg glæder mig!

Alt for mange planer og arbejdsmæssige opgaver fylder min kalender op de næste par dage, så jeg er desværre ikke blevet færdig til at kunne søsætte min næste give-away, som jeg har arbejdet på de sidste par aftner. Men jeg kan afsløre så meget at det indbefatter striber, prikker og en ugle. Nysgerrig?