Jeg håber I alle får sat et kryds lige der hvor jeres hjerte slår og ved dem der bedst kan varetage jeres interesser. Rigtig god valgdag til jer alle!
15.9.11
13.9.11
Badehotellet
Fire dages rekreation og eksil hos mine forældre med pigerne har bare været så hyggeligt, mens Karsten har været på sviptur i arbejdsøjemed og fornøjelse. Med to sæt omsorgsfulde og ekstra hænder har jo været ren ferie at være alene med pigerne. Jeg har ligefrem sovet middagslure. Jammen, der er jo næsten ikke et øje tørt!
Og vi har været virkelig gode til at hygge. Besøgt oldeforældre, drukket kaffe, fejret mosters fødselsdag og blevet rusket igennem af frisk luft. Det hyggeligste jeg kunne komme i tanke om at gøre i regn og rusk var at tage pigerne med til det smukkeste beliggende badehotel. Indendøre er der ægte sommerstemning med stribede gardiner, sprossede vinduer, kunst på væggene, fine duge og hvide blanke gulve. På badehotellet er der en yderst traditionel lagkage med kaffeglasur og valnøddefyld, som er lavet i generationer efter en velbevogtet opskrift. Dén skulle jeg naturligvis have, for den smager forrygende, og Ingrid var ganske fornøjet med en lækker hindbærsnitte og friskpresset æblejuice. Agnes måtte nøjes med en asketisk omgang og fik blot opmærksomhed og dikkeri. Bare ærgerligt at være knap fem måneder.
Faktisk er det lidt sjovt, men det er først som voksen jeg har været indenfor på badehotellet, selvom det ligger næsten i mine forældres baghave. For det var jo alle Kjøwenhavnerne som tog på Badehotellet, ikke os der boede i området. Så er det godt man kan tage revanche senere!
9.9.11
Vægelsind
At jeg er vægelsindet er ikke nogen nyhed, men det ville da være nemmere at følge sin første indskydelse i papirvalg frem for at klippe tre forskellige cirkler ud, lægge dem ovenpå æskerne, fotografere dem og først derefter træffe en beslutning. Som i øvrigt var min første indskydelse.
Siden jeg så lågkrukkerne hos Rakel har jeg ihærdigt forsøgt at overbevise mig selv om at det var nice to have, ikke need to have. Men da jeg så dem med det smukke papir fra minimega hos Wenche knækkede min standhaftighed. Agnes blev kastet i fars favn så snart han kom ind af døren, Ingrid placeret bagpå cyklen og så ellers ind til Søstrene for at hapse nogle af de allersidste krukker.
Faktum er, at jeg lige nu hygger med klippe-klistren, ærgrer mig over at der kun var én størrelse tilbage og igen overvejer at trykke på køb knappen hos minimega. Halleluja for standhaftighed og forsøg på at begrænse krea indkøb. Det går virkelig godt!
PS: I øvrigt dum regel at man ikke må have vogne med ind i Søstrene i Aalborg (bare fordi der overhovedet ikke er plads) når nu undertegnede på barsel i sagens natur næsten altid har barn og tilhørende vogn på slæb. Øv.
Etiketter:
Klippe-klistre
7.9.11
Krydrede æblemuffins
Efterårsagtig regn og rusk er bare hyggeligere med nybagt kage, en kop varmt og stearinlys. I dag har jeg bikset lynhurtige krydrede æblemuffins sammen med hjemmeavlede æbler i til Ingrid kom hjem fra børnehave. De slår ikke helt min yndlingsæblekage, men de er altså bare go'e alligevel!
Krydrede æblemuffins
250 g hvedemel
100 g sukker
4 tsk. bagepulver
½ tsk. salt
1 tsk. stødt kanel
50 g smeltet smør
2 dl. mælk
1 æg
2-3 æbler
Bland mel, sukker, bagepulver og krydderier i en skål. Pisk smør, mælk og æg sammen og rør de tørre ingredienser. Æblerne skrælles og skæres i tern. Vend æbletern i dejen og fordel den i cirka 12 forme. Drys med kanelsukker. Bag muffins ved 200 grader i cirka 20 minutter.
Voila! Og de smager bedst mens de stadig er lune...
Etiketter:
Kage
6.9.11
Hoop hoop
Jeg ryster røv og hullahopper! Det er umuligt ikke at blive smittet af barnlig glæde og morskab når der hoop hoop hoop'es...! Siden vi fik powerhoops på arbejde har jeg været hooked, for det er altså sjovt. Og nu har jeg min helt egen så jeg kan få hvepsetalje igen. Fnis.
Det var i øvrigt en fest at tage billeder in action mens ringen jonglerede rundt. Det er nok meget godt at vi har gardiner...
5.9.11
Mandag
Agnes og jeg hygger med morgenmad og leg mens der spekuleres på hvad vi mon skal bruge den nystartede uge på? (ud over kedelige og nødvendige praktiske gøremål naturligvis) Har mandag før været en lidt træls dag, så er den på barsel totalt en yndlingsdag...
God mandag til jer!
PS: Den skråstol vinder bare ingen designpriser for farvevalg og æstetik. Det må da kunne gøres bedre?!
4.9.11
Eftermiddagssnack
Når man ikke gider være overskudsagtig og bikse en lækker kage, helsende smoothie eller andet sammen ovenpå en aktiv weekend, ja så er det faktisk ret godt med riskage(r), et tyndt lag smør og økologisk honning dryppet på...
Etiketter:
Mad
Abonner på:
Opslag (Atom)