Det er en ret god weekend, som jeg kan se tilbage på. Efter uger med energien under nulpunktet på grund af en særdeles sejlivet forkølelse/influenza, så er det virkelig rart at føle sig overnpå igen. Det tror jeg også min lille enhed er glad for, da jeg har kæmpet mig igennem dagene, følt mig utilstrækkelig og været vranten. Vist ikke nemt for nogle af os. :)
Derfor desto bedre med en weekend, hvor vi både har været på shopping, spist masser af god mad og været sammen med venner. Med småregn det meste af weekenden har vi haft stearinlys tændt og hygget indendøre. Og så har jeg - for det ikke skal være løgn - meldt mig ind i fitnesscenter igen. Det føles bare rigtig godt at komme afsted. For ligesom at at ride videre på dén bølge skyndte jeg mig også at forsyne fitness-garderoben, så den er lidt tidssvarende igen.
Eneste anke var, at pigerne over weekenden op til flere gange nåede at skille deres legetøj i atomer og sprede over hele matriklen. Lige præcis dér forsvandt forstående-mor, og frustreret-mor-der-ikke-gider-rydde-legetøj-op-for-117-gang viste sit ansigt. Men der er nu også momenter, hvor det er sjovt at få indblik i legen, som da Agnes for nylig stillede hele Schleich samlingen (og den er stor!) op på række. De stod efter hendes udsagn i kø for at prøve rutchebanen. Nogen er vel nok blevet børnehavepige. :)































