30.5.13

Is tid


Der skal ikke mere end en is klassiker fra fryseren, et tæppe og solskin til for at hygge max med to små piger en helt almindelig eftermiddag. :)

Bemærk lige at Agnes øver sig i at sidde med benene over kors. Hvor kom det lige fra?!

29.5.13

Marapytta workshop med mere




Jeg er sikker på, at sådan en weekend er frygtelig vanedannende! Syning under kyndig vejledning fra Line i kreative omgivelser og med masser af hyggesnak, lækker mad og latter. Jeg var på Mother for første gang og anden gang, blev kulturelt udfordret af en omgang strikke-danse-performance sammen med Anne og Asli. Sidstnævnte var præcist lige så avantgarde som det lyder, men helt sikkert noget vi vil snakke om også om flere år.

Weekenden har med andre ord været spækket af oplevelser - og i nogle tilfælde lidt flere end jeg kunne ønske mig. Det blev lige spændende nok, da min kuffert ikke kom med flyet (eller var forsvundet) fredag aften, og viste sig først at komme frem søndag middag. Så fredag aften stod jeg uden stof og materialer, som jeg sirligt havde valgt og indkøbt. Jeg var nærmest grædefærdig i lufthavnen, og kunne lige se workshoppen, som jeg havde glædet mig sådan til, gå i vasken. Men nød lærer bekendt nøgen kvinde at spinde. I timevis grublede jeg over en plan b, og forhørte mig om forskellige muligheder, indtil jeg lørdag morgen fik aftalt med sødeste Anne, at hun kunne købe ind i stofforretningen med mig på hotline en halv time inden workshoppen startede. Behøver jeg at sige, at jeg var meget taknemmelig?

Så min planlagte liberty jakke blev til en fin jakke i helt tynd grå uld fra Armarni. Ikke en billig plan b, men en overordentlig fin plan b. Jeg mangler bare en lynlås i front og lidt kant ved ærmerne og så er den færdig. Og helt ærlig, jeg er pavestolt over, at jeg kunne. Når den er helt færdig viser jeg den gerne frem. :)

I øvrigt var det et mirakel at jeg overhovedet kom hjem med flyet også, men det er en helt anden historie. Så næste gang holder jeg mig bare til bil, bus eller tog.

27.5.13

Landet igen


Weekenden har fløjet afsted ligesom de måger der hænger over vores have (man bor vel i en by med fjord)... Jeg er først ved at lande igen midt i hverdagen efter en på alle måder hektisk og forrygende weekend, hvor jeg har nydt rigtig godt selskab, været på Marapytta workshop og oplevet mærkværdigt avantgarde strikkedans!

Der er meget berette, og Anne og Asli har allerede fortalt noget, men først vil jeg lige annoncere en vinder af min give-away med et valgfrit print af Karina Bækkelund. Det blev nummer 63 med random.org, og bag nummeret gemmer Jani sig, som jeg allerede har mailet til. :)

26.5.13

Sidste chance


Jeg vil lige minde om, at det i dag er sidste chance for at deltage i min give-away med et valgfrit print fra Karina Bækkelund. Du kan deltage lige her.

Jeg trækker en heldig vinder i morgen. :)

24.5.13

Dukke sovetid


Selvom man er en enarmet dukke, så skal det da ikke afholde en fra at luske sig til en enkelt nat i ny-syede dyner, puder og sengetøj inden det skal hen i børnehaven... 

For et par uger siden var der nemlig forældredag i børnehaven, og jeg havde kastet mig over fornyelse af dukkekrogen. Så foruden sættene her, der blev færdiggjort hjemme, så fik børnehavens dukker også rigtige tykke madrasser og faconsyede kuvertlagener. Det har vist nok allerede givet mange gode legetimer hos de små banditter i børnehaven. :)

22.5.13

Sommerdage


Helt ærligt. Hvor blev sommeren af? Regnen trommer på ruderne og der blæser koldt, så det er svært at begribe det sommerliv vi levede for nogle dage siden. Vi havde nemlig smækket stængerne op, når muligheden bød sig, drak hvidvin på terrassen med venner, fik haven sommerklar og nød lækker iskaffe med rålakrids. Sådan nogle dage vil vi gerne have flere af. Tak. :)

Agnes brugte i øvrigt flere dage på at forstå konceptet sommervarme. Så hun nægtede at smide termojakken,  selvom hun var varm og svedig. Skøre søde pige.

Husk, du har stadig chancen for at vinde et smukt print af Karina Bækkelund lige her. Jeg trækker en heldig vinder efter søndag.

16.5.13

Hooked på patchwork


Det var Ninna som på en weekendtur inspirerede mig til at lave patchwork igen. Nu er jeg sådan et ægte friskolebarn, så jeg havde patchwork på skoleskemaet som valgfag, og fremviste efterfølgende altid stolt mine kreationer til min mormor, der er af den gamle klassiske skole, hvor husflid og håndgerning altid har haft stor værdi. Det var altså med andre ord mange år siden jeg sidst havde lavet noget, der mindede om klassisk patchwork. 

Men jeg er altså blevet hooked på at patchwork i hånden, og har da også vist lidt frem hist og her. Det er egentlig ikke så vigtigt for mig, at jeg får igangsat flere projekter end afsluttet, da det er den nærmest meditative proces, jeg hygger mig enormt meget ved. Hvad er det så der tiltaler mig ud over processen? Jo, i modsætning til syning har det bare den fordel, at kan klares fra sofaen, og at det er nemt at finde frem til et lille kreativt øjeblik. Nytteværdien tænker jeg ikke så meget på, men den lille bold, som jeg syede i sidste uge, kan sikkert ligesom den anden bold også bruges til lidt barneleg. :) 

Det er sjovt at se hvordan gamle håndværksmæssige dyder som hækling, strik og patchwork nærmest får sin renæssance blandt yngre kvinder, men det må jo være glæden ved at frembringe noget med sine hænder (selvom man jo nærmest kan købe sig til alt), som stadig appellerer så stærkt? I en hverdag foran computeren er det for mig bare et godt frirum at skabe noget kreativt, og kan det bruges, så er det bare en gevinst. Hvad med dig. Er du også hooked? 

PS: Min seje mormor på 88 ser altså stadig mine kreationer og følger indimellem med på bloggen, selvom det ikke så ofte er patchwork der vises frem. :)