10.12.13

Bio tur


Jeg har aldrig været hestepige, så der er nok heller ikke så stor chance for, at Ingrid bliver det. Men vi kan godt lidt popcorn, hygge og biografture, så vi takkede ja til en tur i biografen for at se Tarok filmen. Det er en familiefilm om travhesten, der mod alle forventninger vinder Derby. Filmen er en autentisk beretning om familiens livsdrøm om at åbne et stutteri, udfordringerne de møder, og forsøget på at vinde de store løb. Jeg må da også indrømme, at åndedrættet blev holdt lidt tilbage under de afgørende løb - også selvom jeg som sagt ikke er hestepige.

Hvad mente Ingrid? Direkte adspurgt mente Ingrid, at det var en god film. Undervejs i filmen følte jeg mig dog som en sufflør, der hele tiden måtte udrede handlingen og tidsspring. Så jeg vil nok mene, at 5 år er ungt nok til at se filmen. Det der tilsyneladende har gjort mest indtryk på hende (udover en kæmpe spand popcorn og biotur med gode venner) er, at de gamle heste blev kørt til slagtning, og at Tarok var den hurtigste hest.

Hvad mente jeg? Det er en udmærket familiefilm, og en fin fortælling. Efterfølgende har jeg tænkt mest på den gamle patriark, som ikke ville give plads til næste generation, mere end Taroks præstationer. Man glædes og ærgres på deres vegne, så det er en film, som svinger sig op på en middelkarakter, men ikke mere end det. Vi var dog fint underholdt under filmen.

Filmen går stadig i biograferne lidt endnu, og I kan læse mere om den her og følge Taroks efterkommer Baby Tarok lige her.

Biografbilletterne var sponsorerede, men meningerne er mine egne.


6.12.13

Overhængt jul


Det var egentlig meningen af de smukke By Blank stjerner fra Mettes hånd alene skulle dekorere lærkegrenene. Men Ingrid synes åbenbart, at det var sparsomt nok, så mens jeg var ude af rummet sørgede hun egenhændigt for at hænge resten af pynten i æsken på grenene. Så nu har vi nogle utroligt overhængte lærkegrene, men det harmonerer da i det mindste ganske fint sammen! Min første tanke var, at der skulle afmonteres lidt, men jeg griner hver gang jeg ser på grenene, så det er hurtigt blevet mit yndlings julehjørne. :)

Der var ikke lige en adventskrans i pipeline, så kubusstagen blev pyntet efter "det for hånden værende princip", og jeg er faktisk blevet ret begejstret for det. Det er første gang jeg bruger den som adventsstage, og jeg er ret vild med det rene klassiske udtryk. Samtidigt så skrev jeg på instagram, at min jul også er rød. Ikke meget, men en rød farveklat her og der er bare essensen af jul for mig. Så det første jeg julepynter med at min indiske julestjerne med sirligt guldmønster og små farvede sten.  Skal man være med på de interiørmæssige noder, så synes jeg næsten, at rød er blevet et fy-ord, men jeg er vild med den varme farven tilfører. Jovist er det virkelig smukt med hvid og naturfarvet jul, men jeg får bare ikke den samme julefølelse uden den røde farve.

Jeg har egentlig ikke fået så meget julepynt op endnu. Mest fordi jeg stadig mangler at købe noget godt tape, så jeg tror bare det bliver en Gertrud Sand'sk jul, hvor der kommer mere og mere pynt op i løbet af måneden. Og jeg er helt sikker på, at Ingrid gerne giver en hånd med! :)

Apropos alt det julesnak, så har jeg en lille julekonkurrence med Sylvanian lige her.

PS: Jeg er heller ikke nisseforskrækket. De hører nemlig også julen til, når der er børn.

5.12.13

Hjerterum & julekonkurrence


Hvor der er hjerterum er der også husrum. Jeg er sikker på, at Ingrid vil byde hundefamilien Chiffon hjertelig velkommen, når de flytter ind juleaften. Siden Ingrid fik huset er der blevet leget flittigt med skovens dyr, og suppleret op med både bil, hængekøje og dims til fødselsdag - og den lille forkælelse. Miniatureuniverset er ret fascinerende, og det igangsætter fantasien. Det synes jeg kendetegner godt legetøj.

Mens hundefar tager sig en morfar ovenpå en anstrengende picnic, så vil jeg igangsætte en hurtig julekonkurrence. Sylvanian har nemlig været så søde at sponsorere tre carry cases med en kattebaby på en vippe, en kaninbaby i en vugge og en egenbaby på en gynge til en heldig læser. Det kan måske være en ekstra kalendergave eller starten på en samling.

For at deltage skal du skrive hvem der skal forkæles med de små figurer, og være fast læser af min blog via bloglovin'. Husk at skive din mail adresse, så jeg kan kontakte dig, hvis du vinder.

Der trækkes en heldig vinder søndag den 8. december kl. 20.00

___________________________


UPDATE: Vinderen er trukket via random.org, og den heldige blev Lene, som har fået direkte besked. Tillykke. :)

30.11.13

Bassekage


Jeg kom i tanke om en rigtig god kageklassiker fra min mors håndskrevne bagebog, som jeg ikke har smagt i flere år. Det er en Bassekage, der er simpel at lave og som ganske enkelt smager forrygende. Kagen er lidt speciel i sine ingredienser og konsistens, men det er lige nøjagtig dét, som gør den særlig. Kagen har en sprød bund, lækker orangesmag og knasende nøddetop. Sammen med cremefraiche kan jeg næsten høre englene synge.

BASSEKAGE
250 gram mel
125 gram margarine
300 gram mørk farin
2, dl cremefraiche
1 æg
1 tsk. kanel
1 tsk. natron
reven appelsinskal

Hakkede hasselnødder (cirka 50 gram)

Mel, margarine og mørk farin blandes. En tredjedel af blandingen lægges i bunden af en smurt springform og presses let. Den resterende masse blandes med resten af ingredienserne (undtagen hasselnødderne) og fordeles ovenpå bunden. Kom de hakkede hasselnødder øverst på kagen inden den sættes i ovnen. Kagen bages ved 180 grader i 50 minutter og serveres med cremefraiche. 

Den sprøde bund kan godt være lidt svær at skære i, men den skal være crispy og hård. Jeg kom til at sætte temperaturen lidt højere ved et uheld, så kagen er lidt mørkere på toppen end den egentlig skulle være. Men ikke mere end den kunne spises med velbehag.

Den smager lidt af vintertid og jul, så jeg kan varmt anbefale at lave den. 


29.11.13

Pakkekalender til børn



Nu hvor december står for døren har jeg endelig fået helt styr på pigernes pakkekalender. Sidste år var det rimelig tilfældigt, hvad der havnede i sokkerne, men i år synes jeg det er lykkedes at forene mine holdninger om, at det ikke skal være fyldt med plastic skrammel med at det samtidigt skal være billigt og brugbart. Og så har jeg også prøvet at tænke lidt aktiviteter ind i pakkerne. Så her på falderebet vil jeg gerne dele et par idéer omkring, hvad der også kan være i julesokken.

AKTIVITETER:

  • Muffinsforme og pynt => bage muffins og pynte dem fint
  • Julekort => skrive julekort til bedsteforældre
  • Træperler => lave en perlehalskæde
  • Hjerte udstiksforme => bage peberkager
  • Kræmmerhuse => lave kræmmerhuse til juletræet
  • Porcelænsklokke => Pigerne får den fine porcelænsklokke den 24. december, som de kan hænge på juletræet.

BILLIGT:

  • Hovedparten af tingene er fra Søstrene Grene, Tiger og Netto, hvor der nemt kan findes billige ting.
  • Har fundet lidt ting i gemmerne, som kunne bruges. Eksempelvis en hårbøjle, malebog, ugle pyntedims og perlerne.
  • Dele ting op, og putte i cellofanposer fra Søstrene Grene. Eksempelvis hjerteudstiksforme, hvor jeg købte en pakke med 4 stk. i Netto, som blev delt op til to pakker. Købte også små chokoladejulemænd og en pakke med kræmmerhuse, som blev delt op.

BRUGBART / LEG:

  • Pæne skrivehæfter 
  • Materialer til kreativ hygge. Eksempelvis limstift, maskintape, pyntestjerner, perler, blyanter med viskelæder, farveblyanter osv. 
  • Sugerør (alle børn elsker sugerør)
  • Metal bageforme til legekøkkenet
  • Hårelastikker
  • Ting til leg og hygge, såsom pixibøger, gadekridt, klistermærker, dublo, legemad og sæbebobler.

Helt bevidst har jeg lavet dubletter med gaverne, da pigerne synes mange af de samme ting er spændende. Og så krydser jeg fingre for, at der ikke vil være misundelse over hinandens ting. Før indpakning blev der byttet lidt rundt på tingene imellem pigernes advents kalendere i forhold til billedet, tilføjet et par ekstra ting, og cellofanposerne blev pyntet med neonklistermærker, så de ser finere ud.


Nu hvor alle pakkerne ligger klar er jeg helt fyldt af forventingens glæde over, hvad pigerne mon synes om de ting, jeg har fundet til dem. Sidste år syede jeg julesokker til pigerne, som skal hænges op. Jeg synes princippet om, at alle gaverne ikke nødvendigvis skal ligge klar 1. december er rigtig smart for det nedsætter juleambitionerne lidt, og det kan godt nogle gange være nødvendigt. :)

Hvis I har gode idéer og tanker omkring julesokken vil jeg meget gerne høre det. Så kan der være lidt inspiration til næste år. :)

21.11.13

Flagranke


Jeg har tidligere lavet en håndfuld flagranker, og en enkelt på bestilling, som førte både en ny blogger og rigtig god ven med sig. Dét er nok den bedste flagranke jeg nogensinde har lavet. :)  

Det var også Anita som i sommers fik skubbet lidt til mig, så jeg fik færdiggjort denne flagranke. Stykkerne var syet, men manglede bare kantbånd. Egentlig er det typisk for mig. Der er et væld af kreative idéer, og jeg bliver så begejstret over de nye idéer, at jeg fluks opstarter projekter - men jeg når bare ikke at afslutte alle. Så jeg øver mig i at gribe fat i den igangværende bunke, og det føles ret godt at få det afsluttet.

Men altså, måske er det så også tidspunktet at indrømme, at jeg kom til at opstarte endnu et projekt i dag, så jeg er vist bagud med at afslutte. Nå, men flagranken ligger sådan set bare, så jeg har smidt den til salg lige her.

17.11.13

Hjemmelavet modellervoks


Da Ingrid i morges efterspurgte playdate hjemme hos vores venner primært ud fra, at de havde modellervoks (?!) tænkte jeg, at det nok var dagen vi skulle prøve at lave det selv, som Ingrid ellers havde spurgt til flere gange. Helt ærligt, så var jeg flere gange i processen ved at kategorisere det som et overambitiøst projekt med tre småpiger (heraf et til låns). Jeg nåede at konstatere, at det IKKE er en fordel at hælde kogende vand i, at det er surt at starte forfra, at småpiger har tusind spørgsmål og gode hjælpeintentioner, at det er vanvittig hårdt for håndleddet at røre rundt i massen, at når processen går for langsomt plages der om kanelsnegle undervejs, at piskeris kan holde til mere end man regner med, og at det er et pænt stort oprydningsarbejde.

MEN når det så er sagt, så tror jeg faktisk at pigerne synes, det bare har været det fedeste. Jeg blev også ramt at noget nær en lykkefølelse, da jeg sad med (belønnings-)kaffen og pigerne legede løs. Vi hyggede ret lang tid med det, og der var dyb koncentration med modellervoksen, så jeg synes faktisk det var besværet værd. :)

Så jeg synes også I skal have opskriften på den hjemmelavede modellervoks, som er taget direkte fra Sif Orellanas fine bog Krudtugler og Kanelsnegle.

Hjemmelavet modellervoks
5 dl mel
2 dl salt
2 spsk citronsyre
1 tsk madolie
5 dl vand
Frugtfarve (brugte pastafarve)

Hæld ingredienserne i en gryde, bring det i kog under konstant omrøring i tre minutter. Tag gryden af blusset  og lad det køle af. Voksen kan godt virke lidt fugtig, men det ændrer sig når den er kold. Del voksen i portioner og ælt frugtfarve ind i massen til farven er jævn. Brug eventuelt engangshandsker, da frugtfarven er svær at vaske af.

Jeg lavede 1½ portion, hvilket passede med 500 gram modellervoks af hver farve. Måske ville det have været sjovt med mere, men jeg ville absolut ikke have haft armkræfter nok til at røre en større portion sammen. Det er nemlig hårdt arbejde. :)