Jeg har jo allerede fortalt om min lidt nervepirrende start på Marapytta workshoppen med flybagagen der ikke nåede frem. Så min planlagte liberty jakke blev til en særdeles fin plan b med Armani stof i det fineste uld. Trods en tempofyldt workshop nåede jeg alligevel ikke at blive helt færdig, så de sidste finesser har jeg syet færdig hjemme.
For at være helt ærlig, så er jeg pavestolt over resultatet. Stolt over at jeg virkelig kunne finde ud af det, og jeg har helt sikkert lyst til at sy flere. (Ret heldigt når nu jeg har materialer til en hel jakke mere liggende!) Jakken blev færdig sidste weekend, og jeg har nærmest boet i den siden - både til pynt, og i alt vind og vejr. Den må siges at være godkendt.
Det er lidt et greb i lommen at købe en workshop hos Line, men til gengæld synes jeg oplevelsen og det lærte var hver en krone værd. :)





























