Jeg har altid været en læsehest. Som barn var jeg fængslet af historiske romaner af Herta J. Enevoldsen, senere tog ungdomsbøger som Min ven Thomas og andre over. Gymnasietiden ledte mig igennem klassikere (som jeg skulle læse) og da studenterhuen var i hus fik jeg litterært frit slaw. I studietiden glemte jeg helt min skønlitterære passion, da fagbøgerne med op til hundrede daglige sider ikke levnede meget overskud til hyggelæsning.
Men så var det jeg på studiet mødte min veninde Marie. Gennem hende genoplevede jeg min glæde ved læsningen og fandt ud af at der var plads ved siden af faglitteraturen. Bøger blev igen en omslugende hobby, hvor jeg talte ned til bogudsalg, var med i Gyldendals bogklub, trak veninder med til bogcafé og blev fast gæst på mit yndlingsantikvariat, som på ingen måde er fancy men fyldt med gode billige bøger. Lige pludselig tog børn, arbejdsliv og kreative sysler over og har ikke levnet meget tid til læsningen. Det er jeg ved at rette op på nu!
Min litterære smag er egentlig ret bred og jeg har altid skiftet mellem genrer for at få variation. Jeg er lige blevet færdig med to bøger (langt over nuværende norm!). Den ene er Unn fra Stjernestene af Hanne Marie Svendsen og den anden er Zorning af Lisbeth Zorning Andersen. Og begge var absolut læsværdige på hver sin måde.
Unn fra Stjernestene blev købt tilbage i antikvariat-tiden. Faktisk var det titlen som fængede mig og da den tilbage i 2003 var månedens bog i Gyldendahls Bogklubber var det ligesom blåstempel nok for mig. Handlingen udspringer i 1300 tallet hvor to grønlandske piger følges fra de er unge piger, der har ophold i et kloster, til et årti senere, hvor der er rejser, brudt ægteskab, et mord, forelskelser og kompliceret kærlighed med i bagagen. Bogen tog lang tid om at gribe mig, men har bidt sig grundigt fast i erindringen med sine refleksioner over hedenskab, den tidlige kristendom, et livssyn domineret af sortsyn og kristne doktriner, de begrænsede livsmuligheder, evnen til at tilpasse sig naturen, konflikterne og forskellene mellem de nye grønlændere og de oprindelige folkeslag, en ærgerrig nysgerrighed fra Unn om at opleve den nye videnskab, mens resten lever med troen på at jorden er flad og religion ikke kan acceptere at jorden ikke er universets centrum. Ja, jeg kunne faktisk blive ved. Det er en rigtig god lærerig og tankevækkende bog som jeg varmt kan anbefale.
Zorning måtte jeg bare læse efter jeg så forfatteren (som også er børnerådsformand) i en tv-dokumentar om hendes rejse tilbage i tiden som research og konfrontation mens hun skrev bogen. Med en kombination af forfærdelse over det Lisbeth Zorning kalder Underdanmark og en beundring over hvordan et menneske kan rejse sig efter så massivt omsorgssvigt måtte jeg bare kende resten af historien. Det er en bog som kryber ind under huden på den virkelig ubehagelige måde. Det er næsten ikke til at bære at være litterært vidne til hvordan et barn svigtes og oplever fysiske, psykiske og seksuelle overgreb. Hvorfor ingen i mange år stiller de rigtige spørgsmål for at hjælpe barnet, hvordan det blinde øje vendes til og varmen over at der trods alt gennem hendes barndom er flere godhjertede mennesker som forsøger at hjælpe (dog uden det i de første mange år lykkedes). Men selvom det er en nøgtern og i dokumentaren konfrontatorisk rejse tilbage til barndommen, så illustrerer den rigtig fint at særligt forældrene og andre i hendes nærhed også er sårbare ressourcesvage mennesker, som ikke har haft styrken til at give børnene et godt liv, ikke evnede at give en normal barndom og selv var ødelagt af deres opvækst, vold og alkohol. Mest bitter er Zorning da også på dem som faktisk kunne have truffet andre valg, men vendte det blinde øje til. Det er en virkelig imponerende råstyrke og vilje Zorning besidder for at det kunne lykkedes hende, med hjælp fra en god institution og få omsorgsfulde mennesker, at vriste sig løs, bryde den negative sociale arv og få succes i sit voksenliv. Sjældent har jeg hørt om så stort et mønsterbrud. Bogen er også en god og grusom påmindelse om at vanskelige børn er vanskelige af en grund og den giver i efterskriftet gode råd til hvordan man kan hjælpe sådan et barn. Jeg kan på det varmeste anbefale både dr-dokumentaren og Lisbeth Zornings bog.
Det var mine to anbefalinger. Hvilke har du? Jeg kunne nemlig godt bruge inspiration til en ny god bog at tage fat på selvom vores reol er spækket med bøger og også stadig mange ulæste. Hvad kan du anbefale?
