Da jeg for år tilbage var i studiepraktik i FNs flygtninghøjkommerciat blev jeg meget bevidst om, at hvad der er selvfølgeligheder hos os ikke er selvfølgeligheder andre steder i verden, hvor hverdagen er præget af fattigdom eller man lever som flygtning. Mad, skolegang, rent vand og sikkerhed er ikke en selvfølgelighed for alle. Jeg vidste det egentlig godt, men jeg havde bare ikke skænket det mange tanker inden.
Et projekt som Skoleliv i Nepal er efter min mening meget interessant, da det er et socialt ansvarligt projekt, så da Anne Mette spurgte om jeg ville fortælle om det var svaret et klart ja. Frugtposerne er designet af Susan Liebe, og det er nogle som du kan købe. Når du køber en frugtpose (eller donerer penge til foreningen) så støtter du både en madordning for skolebørn i Nepal, muliggør at skolen kan købe computere, lærere bliver uddannet, computerundervisning, voksenundervisning og renovering af skolen med mere.
Og i min verden mindst lige så vigtigt - at projektet skaber arbejde for de fattige nepalesiske kvinder, der producerer frugtposerne. Det er altså et projekt som både støtter børns læringsmuligheder i et ellers fattigt land og som skaber beskæftigelse for de lokale kvinder, så de kan forsørge deres familier. What's not to like?
Jeg kan kun anbefale at gå på opdagelse i både Skoleliv i Nepal projektet og Musahar. Du kan læse mere om projektet på Skolemad i Nepals blog eller på foreningens hjemmeside. Og synes du det er spændende bør du også læse de fængslende livsberetninger om Musahars syersker.
Du kan købe poserne lige her.
Navnet Musahar stammer i øvrigt fra en af de laveste og mest marginaliserede hinduistiske kaster, hvor analfabetiske og fejlernæring mere er normen end undtagelsen. Det er altså et godt og tankevækkende valg Anne Mette har givet sin virksomhed.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar