8.7.14

Sommerliv


Hver sæson har sin charme, men jeg er nu helt ærligt ret glad for konceptet sommerliv. En spontan soppetur i havet, nyde hjemmelavet jordbæris i det fri, spise gode sommersalater med bær og shoppe sødt børnetøj til næsten ingen penge. Ja, selv insekterne synes faktisk at være ret søde på den her årstid.

Om få dage starter min ferie, og jeg glæder mig temmelig meget! Vi er ved at lægge sidste hånd på planlægningen af sommerferien, og det har da uden sammenligning været den mest kaotiske planlægningsproces nogensinde. Jeg har lovet mig selv, at vi næste år planlægger ferien i god tid. Om det lykkedes er en anden sag, for vi plejer notorisk at være last minute. Hvorfor aner jeg virkelig ikke, men sådan er det bare med os. :)