29.6.11

Sommerhygge


Agnes og jeg hygger gevaldigt i det dejlige sommervejr. Et par gode veninder kom til nybagte boller, the, smoothie og hjemmelavet peach melba is på terrassen. Vi nyder at have bare fusser og tager middagslure sammen.

Kreativiteten er lidt på stand by i disse dage, for indimellem amningerne og hyggen er der også lige havemøbler som skal males. Og så bliver der åbenbart fyldt op på søvnkontoen i disse dage, for øjnene lukker i så snart chancen byder sig. Men det er nu altså også ret dejligt...

27.6.11

Solskinsmad


Selv simpel mad smager fantastisk når det indtages under parasollens skygge og efterfølges af sødmefyldte jordbær med sukker og mælk. Uhm!

26.6.11

Vikingemarked


Gode venner havde fribilletter til vikingemarked ved Lindholm høje og inviterede os med. Formiddagen brugte vi derfor i strålende sol mens vi så drabelige kampscener, gammelt håndværk, hørte vikingemusik,så  heste opvisning og spiste fladbrød lavet over bål med lammekølle, krydderurter og honning.

Vikinge entusiast bliver jeg aldrig, for indimellem havde jeg nu altså svært ved at tage seriøst at voksne mennesker klæder sig ud og leger viking. Men deres glæde, entusiasme og iscenesættelse var tydelig at fornemme, så som besøgende var det faktisk ret hyggeligt!

Jordbær drøm




Karsten har fødselsdag midt i jordbær sæsonen, så fødselsdagsgæsterne får altid jordbær i en eller anden afskygning. I fredags til fødselsdagen fik de jordbærtærte, som jeg lavede for første gang, og OMG hvor smager det dog fantastisk. Opgraderet med summerbird marcipan i til bunden, danske økologiske jordbær på toppen og pyntet med blåbær og citronmelisse. Og jeg der faktisk slet ikke kan lide marcipan må indrømme, at det da smager lækkert i denne kage...

Nok snak. Her kommer opskriften.

Jordbær tærte

Mørdej
150 gram hvedemel
100 gram smør
50 gram sukker
½ æg

Fyld
50 gram smør
50 gram sukker
100 gram marcipan
½ æg

Creme
2½ dl. sødmælk
½ brev kagecreme
2½ dl. piskefløde

100 gram mørk chokolade
500 gram jordbær
½ glas ribsgelé
Sådan gør du
Ælt mørdejen sammen og sæt den i køleskabet i en time. Mens dejen er i køleskabet laves fyldet og cremen. Lav fyldet ved at røre smør og sukker tilsat revet marcipan og et halvt sammenpisket æg. Cremen laves ved at røre mælk og det halve brev med kagecreme. Stil det koldt til det er blevet tykt. Pisk fløden og vend det i den afkølede creme.

Rul mørdejen ud og læg den i en smurt tærteform. Læg marzerinfyldet på og bag den ved 200 grader i cirka 20 minutter. Hak den mørke chokolade og læg den på kagen, så det smelter og let kan fordeles i et tyndt lag.

Fordel cremen ovenpå tærtebunden og pynt med jordbær. Smelt ribsgeléen, som fordeles ovenpå jordbærerne.

Voila, så er tærten spiseklar!

PS: Jeg blev nødt til at smage tre stykker kage fordi den var så fantastisk!

24.6.11

Sankt Hans


Pizzaspisning, børneleg og brown ale. Barnevognskaravane, spejderuniformer og kigge på ænder. En ekstra pølse, båltænding og nusseri...

Sankt Hans aften var rigtig god!

20.6.11

Knæk knæk


Efter Anne havde efterlyst sunde snacks, så gav det mig sparket til at tænke i samme baner. Under Agnes middagssøvn fik jeg bikset knækbrød sammen efter en opskrift, som jeg efterhånden har set på mange blogs.

Knækbrød:1 dl havregryn
1 dl sesamfrø
1 dl hørfrø
1 dl solsikkekerner
1 dl græskarkerner
3 1⁄2 dl hvedemel
2 dl vand
1 1/4 dl olie
1 tsk. bagepulver
2 1/2 tsk. salt

Sådan gør du:
Rør havregryn, sesamfrø, hørfrø, solsikkekerner, græskarkerner, hvedemel, bagepulver og salt sammen. Tilsæt vand og olie, og rør ud til en jævn dej, der deles i to lige store portioner. Rul dem ud imellem to stykker bagepapir og læg dem på en bageplade. Skær dejen i firkanter med en pizzakniv og bag knækbrødene i 15-20 min. ved 200º.


Ret nemt og velsmagende efter min mening! Og nu da jeg var knusende effektiv fik jeg såmænd også lavet koldthævede boller med emmer, spelt og koldskål. Et eksperiment ganske vist, så i morgen viser det sig om det er et vellykket et af slagsen...

PS: Før det pirker til jeres dårlige samvittighed og I også springer ud for at lave sunde snacks, så bør det retfærdigvis nævnes, at der i baggrunden lige nu kan høres en summende ismaskine, der er ved at lave bananis med stykker af mørk chokolade...

18.6.11

Babyfest


Agnes holder fest med spræl og godt humør mens hun indvier sine nysyede babybukser.

Imens er jeg ved at færdiggøre de sidste småting til vi holder barnedåb for Agnes i morgen.

17.6.11

Grøftekantsbuket


Grøftekantsbuketter er smukke - og særligt når Ingrid kommer med dem...

16.6.11

Hard work


Min søster (og forældre ditto) knokler på anden uge i døgndrift for at skabe et nyt hjem til en ny fremtid. Kæmpe kæmpe projekt at rengøre, lysne, male og forynge boligen som har huseret to storrygere, der har sat karrygult nikotin afsæt overalt. Vitterligt overalt!

Agnes og jeg har trukket i arbejdstøjet to dage. Jeg med grundrens, kost og skureklud, Agnes med gode sovevaner og selvleg.

Med alt det hårde arbejde fortjener min søster en lille ting. Nøglehænger ubetinget inspireret af Anne (med forlov til copycat), så nøglerne til det nye hjem kan opbevares fint... 

15.6.11

Flere shopperier






Nå ja, lidt flere shopperier er det da vist også blevet til den sidste uges tid...


14.6.11

COS





Det kan virkelig godt undre hvorfor jeg først har stiftet bekendskab med COS nu? For pokker hvor er der dog nogle fine ting. Og det sælger helt klart til mig at de pakkes så lækkert ind i fine poser, silkepapir og neonprikker. I like! (Ok, silkepapiret var ikke krøllet fra butikkens side...)

Ingrid bliver til gengæld fint ekviperet til barnedåben. Glæder mig til at se hende i nederdelen, der er i den lækreste kvalitet. Sammen med gule sandaler og en fin lille bluse kommer hun da til at se skøn ud.

Bestemt ikke sidste gang jeg skal forbi COS...

13.6.11

Lånte fjer


Indimellem må man smykke sig med lånte fjer, men det kan nu også være ret godt. Dagens bevis på det var bananmuffins som blev pimpet med mørk chokolade, krymmel og sukkerblomster fra Hausfrauen. Uhm!

Til gengæld fik jeg den ægte vare da jeg i fredags var til Julias reception med Cupcakefabrikken. Dybt imponeret var jeg over hvor smukt et pastel-kage univers hun har opbygget på næsten ingen tid. Bordet var dækket med de fineste pastelfarvede minimuffins, mens såvel interiør, varer og melamin på hylderne var en symfoni af pastelfarvet. Smukt og lækkert hausfrau univers, der bragte tankerne til candyfloss 60'er stemning på den rigtig fede måde. Rigtig hyggeligt var det også at få lejlighed til at snakke med Mejse, Louise, Mette og Karen. Og perfekt punktum var det på den shoppedag jeg havde med Anne

Faktisk må nøgleordene fra pinsen vist være lækre kager og vennehygge i massevis. Ikke dårligt!

8.6.11

Æbler


Jeg blev i så godt humør, da jeg så kagedåserne i Tiger at jeg impulsivt måtte købe dem med hjem. Hånden på hjertet. Jeg mangler faktisk ikke kagedåser. Til gengæld manglede jeg grydelapper, som ikke er misfarvede...

Frugt fik jeg også i massevis da jeg i godt selskab og strålende sol hyggede på terassen med Ida i eftermiddags. Skønt!

7.6.11

Nedarvet kreativitet?




Mon den kreative åre nedarves?

Hvis du ikke lige kan se det, så er de brune striber med prikker ifølge Ingrid en krokodille i vand, og de øvrige striber er slanger. Behøver jeg nævne vi lige har været i zoo...?

5.6.11

Soppetur




Ingrid har aldrig evnet at nøjes med en soppetur. Næh, i sin begejstring går hun all in bokstavelig talt... Begejstringen er altså nem at blive smittet af i det lækre sommervejr, som endelig er kommet igen. Strand, sol, soppetur og madpakker er da også virkelig skønt!

Det var sidste år vi ved en tilfældighed opdagede denne naturskønne perle. Og nu hvor jeg kigger billederne igennem er det virkelig sjovt at se så stor vores soppepige er blevet på et enkelt år...

Agnes og jeg blev (som sædvanligt) ikke foreviget, for vi havde travlt med amning og være kamerafører. Den rollefordeling kan vi nok ikke ændre markant, men kameraet kan da stikkes i hænderne af visse andre. Agnes klarede i øvrigt sin strand debut med bravour med mad indenfor rækkevidde og putning i liften, der kunne skærme for den klare sol... 

Mon ikke alle andre har nydt sommervejret lige så meget som vi?