29.3.10

Drømmerier...

En af mine indretningsdrømme er Eames DSW stolene, som jeg synes er enormt skønne. De vil matche perfekt til vores nye spisebord - og med skatteudbetalingen er vi i den lykkelige situation at det (for en sjælden gangs skyld) faktisk er realistiske drømmerier...

Men jeg må nok erkende at jeg mangler et par teknikker eller tre til hvordan man på ægte jysk manér prutter om prisen. Ikke at jeg er en decideret dårlig forhandler, men strategien skal så sandelig finpudses. Så vores besigtigelsestur blev ved synet og tilbage er vi ved computeren for at se markedspriser og lægge strategi...

28.3.10

Hvad posten kom med...

Posten har for et par dage siden været forbi med Gudebogen alias Elsebeth Gynters fantastiske 70'er børnetøjsbog "Børnetøj du selv kan sy 0-4 år". Og det var endda til en spotpris - købt lige her. Øvrige lånere på biblioteket kommer til at nyde godt af min nyerhvervelse, da jeg har haft bogen lånt, og genlånt, og genlånt, og genlånt, og...

 
Et par smækbukser, en enkelt slå-om-kjole, tre halvfærdige slå-om-kjoler og masser af idéer er indtil videre udsprunget af denne bog. Nu mangler jeg bare lidt mere retrostof, så jeg kan gå helt 70'er style med et moderne twist.

Status for søndagen er: besøg af en skøn skøn veninde med tilhørende über-nuttet lille dreng, kaffehygge, gåtur, alenetid og stadig udsigt til otte dages ferie. Skønt!

27.3.10

Kreaproduktion i 11. time

Dagens flag hejses for svigermor, der skal begaves med en fin mulepose med et tusindben... Men da den stadig er work-in-progress og må færdiggøres i 11. time inden afgang, så må smugkigget være fra tidligere mulepose produktion... Farverige babuskaer og en ugle-glad nålepude må der til når foråret så småt begynder at folde sig ud.

Ud over fejring af dagens fødselar er der og så meget andet at hejse flaget for. Midt i en hektisk hverdag med travlhed på jobbet er udsigten til ti dages ferie fantastisk. Samtidigt er der sat skub i en masse drømme og muligheder efter udbetalingen af overskydende skat i går. Indretningsdrømme og rejsedrømme går hånd i hånd. SKØNT!

Hav en dejlig lørdag! 

23.3.10

Første spadestik...


I takt med at vintergækkerne som forårets bebuder så småt titter frem, ja så tager jeg første spadestik ind i den vidtfavnende kreative og underfundige blogverden. Overvejelserne har været der i et stykke tid, men betænkningerne ligeså... For hvad forventes der...? Hvordan gør man teknisk...? Hvad vil jeg dele ud af om mig selv..? Vil det være en tidsrøver...?

Jeg kaster mig ud i det - og håber der er plads til endnu en kreativ sjæl, der har hang til klippe-klistre i mange afskygninger.
Herinde vil du kunne følge min kreative og æstetiske verden - med et tvist af de andre ting som også har betydning i mit liv. Velkommen til Kreakuller og krudtuglen!