18.10.13

Krydret æbletærte


Midt i æblesæsonen har jeg afprøvet en ny opskrift på en æbletærte. Det er lidt en udfordring at finde kager Agnes som æg-allergiker kan tåle. Ikke at kage ligefrem er på vores faste kostplan (hvis vi ellers havde sådan en), men jeg synes også vi går glip af mange lækre smagsoplevelser, når vi må gå udenom de fleste kager. Jeg modificerede en klassisk æbletærte opskrift, så den blev æg-fri. Med æblernes krydrede og lidt kandiserede smag smagte den fremragende.

Dej
100 g koldt smør
150 g hvedemel                            
2 spsk flormelis                               
2-4 spsk koldt vand                             
 
Krydret æblefyld
50 g smør                                                 
100 g sukker (ca. 1¼ dl)                             
5 skrællede æbler i både                                             
½ tsk stødt kanel                             
¼ tsk stødt kardemomme
 
I den originale opskrift er dejen samlet med en æggeblomme og vandmængden er reduceret til ½ spsk.
 
Smør smuldres i melet, hvorefter flormelis og vand tilsættes. Dejen skal samles hurtigt og hvile tildækket i køleskabet i mindst ½ time. Imens laves det krydrede æblefyld. Smør og sukker smeltes under omrøring ved kraftig varme på en pande til sukkerblandingen er lysebrun. Vend æblebådene heri, og lad det koge i cirka to minutter. Tag panden af varmen, og vend kanel og kardemomme i. Fordel æblebådene med en gaffel i en smurt tærteform. Da det er en upside-down kage ser den pænest ud, hvis æblerne er fordelt i mønster (hvilket jeg ikke fik gjort). Rul dejen ud til en cirkel lidt større end tærteformen. Læg dejcirklen over æblebådene og skub den forsigtigt ned omkring æblerne rundt langs kanten. Prik dejen med en gaffel og bag tærten midt i ovnen i 25 min. ved 200 grader.

Når tærten er bagt skal den hvile i cirka fem minutter inden den vendes rundt på et serveringsfad. Tærten pyntes med flourmelis og serveres med rigeligt creme fraiche. :)

Vi har stadig en næsten fyldt spand æbler vi har fået fra naboen, så det vil næsten være oplagt, at bage den en gang til her i ferien.
 

2 kommentarer:

  1. Uhmmm, den ser god ud. Det er altid rart med nye opskrifter, og vi har stadig æbler i haven - tror vi har en sen sort, hvis der er noget der hedder det :)
    Hvor er det i øvrigt et fint serveringsfad, syntes tit jeg står og mangler noget lignende, og ender som regel bare med en stor tallerken.

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg endte faktisk med at bage kanelsnegle i stedet, så jeg har stadig til gode at bruge æblerne til tærten. Jeg kan varmt anbefale den Anita.

      Det er et fint gammelt kagefad i glas, som min mor har fundet på et loppemarked til mig. :)

      Slet