3.10.13

Blomstret toilettaske


Nu har jeg jo før gjort mig morsom over min indre mormor, der springer ud i fuldt flor. Så hvad var egentlig mere oplagt end faktisk også at sy en toilettaske i blomster til min mormor, der var fødselar til stor festivas i weekenden. Min mormor er af den generation, hvor husflid har haft stor betydning, både som kreativt virke, men også som nødvendigt supplement til husholdningen. Så om nogen sætter min dejlige mormor pris på en gave, der er lagt tid og omtanke i. Og hun blev glad for den. :)

Jeg har jo hos Line forelsket mig i alle hendes kreationer i smukt storblomstret vintage stof. Efter længere tids research på vintage og Sandersson stof synes jeg det blev lidt omstændigt, når jeg kun skulle bruge et mindre stykke. Så lykken var stor, da jeg tilfældigt i Stof og Stil fandt Sandersson-like stof til spotpris og perfekt til formålet. Jeg kan ikke rigtig opdrive stoffet på hjemmesiden, men det er er en kraftig kvalitet, som enten er gardinstof eller halvpanama. Jeg tænker, at det også vil være overordentlig pænt som eksempelvis taske, ipad cover og mulepose. Stoffet er jeg i hvert fald ikke færdig med. 


2.10.13

Vil du vinde en Huawei smartphone? (AFSLUTTET)


Nu hvor jeg har delt min begejstring over smartphonen fra Huawei, så synes jeg også I skal have chancen for at være et heldigt asen. Hvis du vil have chancen for at vinde en lækker smartphone, som vel og mærke er fuldstændig uden bindinger til et abonnement og har en værdi af cirka 3000 kroner, så er det eneste du skal gøre:

Skriv en kommentar (og husk mail til kontakt) samt være fast læser på bloggen via bloglovin'

Du er meget velkommen til at dele billedet, men det giver ikke bedre chancer for at vinde - kun god blogkarma. :)



Sidste chance for at smide et lod i puljen er 6. oktober, hvorefter jeg trækker en heldig vinder.

*********************************************************

Den heldige vinder er nu trukket via random.org, og hun har fået direkte besked. Vinderen blev Jette (uden blog), som skrev: "Den vil jeg meget gerne vinde!"  Tillykke! Jeg håber du bliver glad for den. :)

Anmeldelse: Huawei Ascend P6


Det har virkelig været en appelsin i min tuban at få lov til at teste Huaweis smartphone, når nu min arve-telefon ovenikøbet havde smadret skærm efter mødet med asfalten. Hvad synes jeg så om den?

Ligesom scorelinjen "You had me at hallo" så vinder Huawei virkelig på et godt førstehåndsindtryk. Produktet er pakket sirligt ind i helt næsten grafisk hvidt look. Og telefonen i sig selv synes jeg er elegant i sin enkelthed. Der er ingen tvivl om hvor inspiration til både emballage og produktdesign kommer fra, men Apple er jo absolut ikke den værste at efterligne designmæssigt.

Den medfølgende brugsvejledning omfatter kun den strengt nødvendige information til at komme i gang, men det er egentlig okay, for jeg læser den alligevel aldrig til ende, der er henvisning til en online guide og telefonen er intuitiv nem at opsætte og navigere rundt i.

Telefonen er stor. Meget stor. Faktisk er jeg lidt splittet omkring størrelsen af telefonen. Måske er det et spørgsmål om vane, men jeg synes den fylder meget i hånden, og den kan næsten ikke være i lommen. Men det har samtidigt også den fordel, at skærmen jo er dejligt stor. Jeg bruger flittigt telefonen til at surfe på nettet, læse blogs og instagram - og dér er det virkelig fedt med en stor skærm. Tilsvarende er telefonen ultratynd, og skulle være den tyndeste på markedet. Det har jeg egentlig ikke så mange holdninger til, bortset fra at det får telefonen til at se elegant ud.

Jeg er ret begejstret for, at der med smartphonen medfølger et silikone (tror jeg det er) cover. Fordi jeg er så fummelfingret og smadrede som sagt forrige mobilskærm, så satser jeg benhårdt på, at det ikke sker igen med coveret på. På billederne kan smartphonen spottes både med og uden cover.

Selve måden at sd-kortet og sim-kortet skal indsættes synes jeg virker lidt skrøbelig. Men igen, metoden er præcis den samme som andre smartphones på markedet, så en egentlig ulempe kan man vel ikke kalde det. Dog skal man lige være opmærksom på størrelsen af sim-kortet. Jeg har været nødt til at bestille nyt sim-kort, da der skal anvendes et mikro sim-kort til telefonen, hvilket mit gamle ikke havde. Det har givet noget ventetid for at få telefonen i brug, da størrelsen af sim-kort der skal anvendes varierer fra telefon til telefon.

Jeg havde ALDRIG hørt om mærket Huawei før, så jeg googlede lidt på mærket før jeg modtog telefonen. Det er et kinesisk mærke, som skulle være verdens niende største mobiltelefon producent. Prismæssigt ligger telefonen i midterklassen for smartphones, og ud fra mine lægmandsbetragtninger så synes jeg faktisk, der er meget value for money. Det er lækkert design, god brugervenlighed og kameraet tager glimrende billeder.

Til de teknik-kyndige har jeg fundet et review af Huawei Ascend P6 lige her og lidt dansk produktinfo her.

Nå, men for at det ikke kun skal omhandle min appelsin i turbanen, så kan I glæde jer - for der bliver nemlig udloddet en tilsvarende Huawei smartphone til jer! Det kommer senere i dag. :)

Indlægget er sponsoreret.
Jeg har modtaget produktet for at teste det.

25.9.13

September glimt



Jeg ved nærmest ikke hvor september måned er blevet af? Det var vist noget med at forsøge at lande trygt på begge ben i en ny hverdag. Og så var der vist også en hel masse hygge med familie og venner. Og så blev der kokkereret en del mad (vist mest søde sager). Og så var der en hulens masse fødselsdage i nærmeste familie. Og der var også noget med piger, som pludselig er så store, at de selv kan tage karrusseller. Nå ja, og så var der noget med en pige, som fylder hele fem år i morgen. :)

Det var vist det korte fragmenterede september resumé. ;)

11.9.13

Pølsehorn



Ingrid har længe efterspurgt pølsehorn til madpakken, og jeg har lige så længe været lidt vigende i forhold til det, da jeg ikke rigtigt kunne mønstre overskuddet. Men jeg slog to fluer med et smæk, og lavede en stor portion til aftensmad og resten til madpakker. Smart.

Det blev lidt en kombination af opskrifter og hvad jeg nu havde i gemmerne. Resultatet synes jeg blev ret godt, så opskriften skal da deles med jer. 

Pølsehorn (24 stk)

25 g smør
6 dl mælk
50 gram gær
250 gram speltmel
250 gram grahamsmel
500 gram hvedemel
2 tsk salt
2 tsk sukker 

12 wienerpølser (halver pølserne)
Ketchup

Rør gær ud i mælken, og tilsæt smeltet smør. Kom de øvrige ingredienser i (gem lidt mel), ælt dejen godt og stil den til hævning i 30 minutter. Del dejen i tre. Rul ud dejen og del den i 8 lige store dele, som når man skærer en pizza. Læg en streg ketchup på og herpå pølsen. Rul hvert trekantede dejstykke til et horn. Placer hornene med snippen ned mod pladen. Gentag for de tre dejdele. Lad hornene efterhæve cirka 15 min. Herefter pensles hornene med mælk inden de bages midt i ovnen i cirka 15 min. ved 200 grader.

Det er helt sikkert muligt at lave pølsehornene mere feinschmecker med specielle pølser (jeg valgte helt almindelig standard brune pølser), en rigtig god tomatpuré og eksperimentere videre med meltyperne. Jeg bruger som regel bare det der er ved hånden. Det er ikke strengt nødvendigt med ketchup indeni, men jeg synes de bliver mere fugtige, og det kan jeg godt lide.

God appetit!


PS: Pølsehornene blev absolut godkendt til både aftensmad, madpakker og ture. De fik forsvandt bare lidt for hurtigt.




10.9.13

Loppefund



På weekendprogrammet var der for første gang i evigheder loppemarkedtur. Jeg spottede det fineste tyske keramik ved en dame, som havde dusinvis. Hun solgte ud af sin samling, og jeg var en glad aftager. Jeg synes gentagelsen fungerer ret godt, og det svære var i virkeligheden hvilken farveskala jeg skulle købe af hende. Et luksusproblem, hva? :)

Der har længe været stor rift om Germany keramik, og efter min mening fungerer det enten rigtig godt i sammenhængen, eller slet ikke! Keramikken blev da også modtaget med skeptiske miner, da jeg kom hjem, men efter et par timer på hylden blev det absolut blåstemplet - og der blev ligefrem suppleret med et så fornemt superlativ, at det var pænt. 1-0 til mig. Det har været lidt en udfordring at finde noget som komplimenterer vores vægopstilling, da lyskassen efter min mening godt kan få det til at se lidt (ufrivilligt) museumsagtigt ud. Men jeg synes keramikken passer godt ind.

I øvrigt var det simpelthen så hyggeligt, at blive løbet op af en anden blogger med et hej-er-du-ikke-Maiken, når to trætte-sure unger skal gelejdes hjem fra loppemarked. Lone havde nemlig en stand, og det var super endelig at mødes rigtigt. En ren søndagsgevinst. :)


7.9.13

Poppy & Daisy shorts


Over sommeren spurgte Theresa mig, om jeg ville sy noget til hendes lille pige i Poppy & Daisy printet, som kunne matche den lille pigerangle, som hun allerede havde valgt. I stedet for de meget klassiske bloomers med flæse, som så mange syr, foreslog jeg et par af vores favoritshorts, som Agnes nærmest har slidt op. Pasformen er virkelig god, og det faste stykke med rynk ved benet er bare rigtig yndigt til både bare ben og strømpebukser.

Printet er et af mine favoritter, og det endte faktisk med, at jeg med lidt snilde fik plads til et par tilsvarende shorts til Agnes også. Et favoritmønster kombineret med favoritliberty kan da kun blive et hit. :)