24.4.14

Påskefødselar


Uden at have planlagt det blev dagene op til påske lidt hektiske. Agnes fyldte nemlig tre år, så det blev et sammensurium af at gøre påskefint (og rent!) til gæster, en mindre make-over af værelserne, klargøre gaver og fødselsdagsforberedelser. Alt sammen på én gang!

Det er en fest at blive tre år - og særligt når solen skinner skyfrit, man får den længe ønskede cykel og fødselsdagen kick-startes med en tur i svømmeland sammen med fætter og kusiner. Med fine gaver, mange gæster, kagebord og favoritmad så var fødselsdagen jo også lige som sådan en bør være. Midt i alt festivasen var det næsten lidt vemodigt ikke at have en toårig mere, så det hjalp lidt, at jeg samtidigt synes hun i sit nye fine tøj var det sødeste og yndigste fødselsdagsbarn længe set. :)

Det var egentlig ikke helt planen at lave værelserne om dagen før, men jeg synes heller ikke, at Agnes kunne vågne op som tre-årig i en tremmeseng. Agnes selv var ret begejstret for at få storpige seng, og Ingrid kneb ikke tårer over at afgive sin gamle, da hun havde udsigt til en ny og større seng. Så der blev byttet, ryddet op og hængt bogkasser op til den store guldmedalje for at blive klar til fødselsdagen. Selvom vi ikke er helt i mål endnu, så var fødselsdagen en god motivation til at få opgraderet sengene.

Anden del af påsken blev langt mere afslappende, selvom vi krydsede et par broer for at besøge familie... :)



4 kommentarer: