Kender I det at nogle ting bare bliver bedre med tiden? Jeg må ærligt indrømme, at Blingo designmæssigt ikke tog mig med storm, da jeg først stiftede bekendskab med mærket. Men med en kollektion udelukkende lavet af økologisk bomuld så jeg det som en mulighed for at få opgraderet basislageret med enkle styles. Med striber i skabet, en enkelt grå t-shirt til mig, som sparsomt kan spottes lige her, og lidt leo, så fik både pigerne og jeg noget. Ingrid er vild med både t-shirt kjolen og leotørklædet - og det kan jeg egentlig godt forstå for bomuldskvaliteten er overraskende lækker og jeg synes de to prints er rigtig fine.
I meget lang tid har jeg bidt mærke i, at hele markedet for hjemmesalg synes at være stigende. For Blingo er ikke den eneste som har kastet sig over at bruge konsulenter, som trækker i deres netværk og sociale medier, da tendensen længe har været der inden for børnetøjsfirmaer som eksempelvis Pomp de Lux, Milk Copenhagen og Krymmel. Homeshopping konceptet har ikke for alvor appelleret til mig, da jeg nok stadig mindes at være slæbt med til min mors (og alle nabokonernes) Tubberware parties. Ud over at få god kage, og en lille valgfri plasticdims, så var der dælme ikke meget party over det! Så jeg har - måske for at holde mig en armslængde fra det, egentlig haft det forrygende med at min homeshopping var helt alene foran en computer. :)
Men jeg studsede ekstra over udbredelsen homeshopping, da jeg så at et firma som Norlie, der i min verden står for utrolig lækkert børnetøj, havde omlagt hele deres forretningsmodel til udelukkende at være baseret på homeshopping og webshop. Og at et nyt firma som Black Swan, der ser rigtig interessant ud, også vælger at lancere deres minimalistiske modedesign for kvinder til hjemmesalg! Ja, der er udråbstegn fordi jeg stoppede op og spekulerede på, hvorfor mon?
Ud over det åbenlyse argument at firmaerne kan fjerne et salgsled og få markedsføringen helt tæt på kunderne gennem netværkssalg, så må der simpelthen bare være et bedre salg ved kvinder, der sidder i en gruppe? Med socialpsykologien i baghovedet, så synes jeg næsten det er åbenlyst, at der er et stort socialt element inkluderet, når det kommer til hjemmesalg. Både fordi fremvisningen jo er selve det sociale omdrejningspunkt, hvor det mentalt forpligter overfor både værtinde og gruppen, og hvor man som god gæst bakker op om arrangementet ved at købe et produkt. Jeg tror ikke man gør det for at please nogen som helst. Jeg tror det sker ganske ubevidst, men det er rigtig interessant at reflektere over, hvilke mekanismer der gør at hele vores måde at tænke shopping på ikke længere kun foregår i butikkerne og på nettet, men også i højere grad bliver det sociale element mellem veninder, kolleger - og i vores egne hjem.
Hvilke tanker har I gjort jer om homeshopping?
Blingo produkterne har jeg fået foræret, men meningerne er mine helt egne. I kan læse mere om min reklamepolitik lige her.
Hvor er hun skøn og den kjole er fantastisk!!
SvarSletHun havde også en fest med at lege model, og lavede de vildeste badutspring. Og hun synes virkelig selv at hun var smart. Men det synes jeg nu faktisk også. :) Fjerkjolen synes jeg overraskede positivt, da den ser meget neutral ud på webshoppen.
Slethvor er det øverste billede bare skønt!
SvarSletTak Christina. :)
Slet