25.8.13

Tyvstarter øko-ugen


Vi har taget lidt forskud på øko-ugen, som ellers begynder i morgen, med en gang økologisk quinoa-grød med blåbær. Jeg har hørt mange rosende ord om quinoa, hvor et højt indhold af proteiner og fibre særligt fængede min opmærksomhed. Jeg springer altså gerne over hvor gærderet er lavest, hvis det ellers er med godt resultat. Så jeg har forsøgt mig med en hjemmestrikket køleskabsgrød, som læner sig lidt op af alverdens opskrifter, jeg nu ellers kunne google mig frem til.

Quinoa-grød med blåbær
3 spsk havregryn
3 spsk quinoa
Frysetørrede blåbær
Lidt vanillestang blandet med rørsukker.
Kokosmælk, så det dækker blandingen og lidt til.
Topping: friske blåbær og hakkede mandler

Vend blandingen sammen, sæt det i køleskabet natten over, og rør det op med lidt ekstra mælk eller kokosmælk om morgenen. Hak mandlerne og top grøden med mandlerne og friske blåbær.

Grøden har en rigtig fin cremet konsistens, og var som forventet nærende og mættende på en rigtig god måde. Alligevel blev kokosmælken lidt for tung til min smag, så næste gang bliver noget af det nok skiftet ud med mælk. Men jeg er ikke færdig med at eksperimentere med quinoa, fordi jeg mangler et godt og nemt morgenmåltid i hverdagene.

Nu startede jeg jo med at nævne øko-ugen. Og det er fordi at Økologisk Landforening sammen med en række andre den kommende uge sætter spot på økologien gennem en masse aktiviteter. I hele uge 35 er der rundt om i landet høstmarkeder, fællesspisning og kulinariske oplevelser for børn og voksne. Jeg var jo ret begejstret for øko-dagen, da vi var afsted i foråret, så jeg håber, der bliver plads i kalenderen til at komme afsted til en af aktiviteterne. Hvis det også er noget for dig, så kan du se mere om ugens events på denøkologiskeuge.dk og finde noget nær dig. :)

Indlægget er sponsoreret, men meningerne er mine helt egne.

7 kommentarer:

  1. Hvor ser det lækkert ud. Jeg kender heller ikke så meget til quinoa, men det der må jeg da prøve...Især når det er SÅ nemt :)

    Må endnu engang rose dine billeder; dit nye kamera/linse er da helt vildt!!

    SvarSlet
    Svar
    1. Det er nemlig rigtig smart, at det er så nemt. Ellers kommer det nok heller ikke til at fungere for mig. ;)

      Tak! Jeg synes altså også det er rigtig sjovt at øve mig på at forbedre billederne. Jeg kan stadig se forbedringspotentiale, så det er om at klø på. :)

      Slet
  2. Oj, den ser lækker ud den grød, den må jeg prøve at lave til Molly My, der ellers bare får alm. havregrød med æble og vanilie :)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg kan ikke love at det er et børnehit. Ingrid spruttede lidt, og synes ikke det var noget for hende, men det er da værd at prøve.

      Havregrød med æble og vanilje lyder nu også godt. :)

      Slet
  3. Jamen du skal da lave chia-grød med chia. Mælk, yoghurt, koldskål - you name it. Lidt chiafrø i, røre-røre rundt og så natten over i køleren. Bum - morgenmad, evt med lidt bær/ nødder på toppen. Mætter sindsygt meget (vi snakker 4-5 timer)

    SvarSlet
    Svar
    1. Jeg har lige rettet til i teksten (Tak!), og kan konstatere, at jeg vist skal have læst lidt op på Chia og quinoa. ;)

      Men egenskaberne jeg har hørt rosende om, er nu de samme, og jeg synes også grøden jeg lavede mættede rigtig meget. Tror jeg også må få købt nogle Chia frø og have afprøvet lidt af hvert. Uanset hvad, så tror jeg at en lidt lettere version skal afprøves næste gang. :)

      Slet
  4. Årh, det ser lækkert ud! Haps! Og lækre billeder også.

    SvarSlet