28.2.14

Hverdagsfragmenter


Sikke et hæsblæsende tempo de sidste uger har været i! Her er et par fragmenter af hvad dagene har budt på.

#1-2 Det lykkedes at presse et par timers shopping og caféhygge på Kählers spisesalon med Anita inden vi susede videre til Pomp de Lux arrangementet.

#3 Ingrid skal have briller, og det kom helt uventet. Tanken skulle vi alle vænne os til. Så vi har været rundt ved optikere, undersøgt markedet, lånt bog på biblioteket og håndteret ulykkelig pige. Efter tredje runde hos optikere er brillerne nu bestilt, og det er lidt af en lettelse.

#4 Alle midler gælder, når der er feberramt barn. Så jeg lavede amerikanske pandekager med sødet skyr til Agnes for at lokke mad i hende. Uden held vel at mærke. Så ved man for alvor, at barnet ikke er frisk. Der var dog ingen problemer med at lokke det i Ingrid og Karsten.

#5 En glemt nøgle ved postkassen var åbenbart for meget for en svag sjæl. Vores husnøgler og min cykelnøgle blev stjålet ved højlys dag, mens jeg var indenfor med syg Agnes. Nøglesnoren var bare smidt på jorden, og nøglerne pist væk. Øv. Så der blev kontaktet naboer, politi og låsesmed. Alle låse er nu skiftet, og jeg sidder tilbage med en dybtfølt undren over, hvem i alverden der kan få sig til det på en blind villavej?! 

Der må gerne ske lidt mindre det næste stykke tid. :)

27.2.14

Give-away: smag på sovsen



Det er trods alt ikke altid, jeg går over åen efter vand, så vi smagstestet Knorr's nye saucer (eller sovs!) som en håndsrækning i hverdagen. Jeg ville egentlig gerne være den planlæggende type med tjek på aftenens kulinariske udfoldelser, men faktum er, at det jævnligt er tilfældigheds princippet som råder her. Ud fra det for hånden værende princip erfarede vi i weekenden, at bearnaise saucen udgjorde et glimrende supplement til honning/dijon marineret svinemørbrad og bagt rodfrugtfad. Det endte med at blive en nem og velsmagende kombination samtidigt med at grøntsagsskuffen blev tømt. Og sovsen? Den var et hit.

I øvrigt var det nu ret hyggeligt med en lazy night i lørdags, hvor aftensmaden næsten lavede sig selv, stearinlys hyggede rundt om, højtlæsning for pigerne og hjemmebio i sækkestolen med popcorn i fine papbægre. :)




Men tilbage til testen og det at smage på sovsen! Vil du smage med, så sættes der en pakke på højkant til dig. Du kan få:
  • 3x Knorr Béarnaise Sauce
  • 3x Knorr Steak Sauce
  • En klassisk sort kande fra Le Creuset
For at smide dit lod i puljen skal du bare skrive en kommentar senest mandag den 3. marts og følge bloggen via bloglovin'

Vil du læse mere indgående om produkterne og den nemme tilberedning, så smut ind på Knorrs hjemmeside, hvor du også kan finde inspiration til madlavningen. :)


VINDEREN ER TRUKKET!
Via random.org er der trukket en heldig vinder, som blev Fam. Kuipers Jensen.

25.2.14

POMP de LUX



Lige nu banker mit hjerte for douce farver, enkle snit og børnetøj, som både kan klare leg og ser pænt ud. Det synes jeg til fulde den nye kollektion fra POMP de LUX lever op til. I forrige uge fik jeg nemlig sammen med en række andre bloggere et spændende indblik i  SS14 kollektion, hvor der var lækre kager på bordet og en god præsentation af tøjet og tankerne bag. 

Jeg er nok lidt mønster-konservativ, når det kommer til sammensætninger, så det var rigtig spændende at se forslag til kombinationer præsenteret. Der er omkring hele 250 styles i kollektionen, så det var inspirerende at se enkeltdele og kombinationer jeg ikke selv havde spottet. Mit fokus var naturligvis mest på hele pigeuniverset, men jeg drømte en kort stund om en lille dreng jeg kunne klæde i cool karryfarvede shorts, skjorter med fine detaljer og en quiltet enkel vest. Ja, eller bare en masse striber. Så jeg synes bestemt at der er noget at komme efter til både pigerne og drengene.

De  douce og marine styles gik rent ind i min smag, så jeg glæder mig til at åbne pakken med de fine ting jeg valgte til pigerne. Kvaliteten har i hvert fald været i top med det tøj pigerne allerede har fra POMP de LUX, så mine forventninger er høje.

Hovedparten af det termotøj og regntøj pigerne har haft gennem tiden er lilla, og jeg er helt ærligt ved at gå kold i lilla. Så det er med begejstring at se POMP de LUX nye overtøjsserie "Adventure by PDL", som indeholder shell, fleece og softshell i lækker kvalitet, afdæmpede farver og med et væld af kombinationsmuligheder. Jeg overvejer kraftigt at investere i regnsættet til Agnes, der i shell har et vandsøjletryk og åndbarhed som “almindeligt” regntøj på markedet, men som i kvaliteten sagtens kan bruges som almindeligt overtøj. Det tror jeg vil være ret smart til børnehavebrug.

Jeg har gransket min hukommelse for også at bidrage med en kritisk vinkel på kollektionen, men helt ærligt, så  har jeg svært ved det - for jeg var faktisk ret begejstret. Vil du også tjekke det ud, så har S14 kollektionen lige ramt webshoppen eller kan købes ved konsulenter. Men jeg kan nu også anbefale et hurtigt kig i kataloget, som giver et godt overblik. 


20.2.14

Patchwork hængepartier


Det kræver kun et enkelt blik i min sykurv for at konstatere, at jeg er hurtig til at springe på nye idéer, når det kommer til patchwork, frem for at afslutte dem. Det skarpe øje har måske observeret på instagram, at der indimellem dukker patchwork projekter op, men at der er et påfaldende fravær af færdige resultater. 

Trekantstykkerne er tiltænkt som stempelkande varmere, mens de øvrige stykker er til puder. Da jeg i en solstråle tog billederne for et par dage siden, så gik det bagefter op for mig, at jeg faktisk har et helt pudestykke mere, som også bare venter på at blive monteret. Lidt skørt, for selvom jeg ingen intention har om at overplastre vores matrikel med patchwork, så gør det jo slet ingen gavn sammenkrøllet i en kurv. Mit største benspænd er vist, at jeg gerne vil have både lynlåse og pipingkant på puderne, og har jeg lidt svært ved at gennemskue, hvordan jeg gør det pænt? Så gode råd og links modtages gerne. :)

Og skulle jeg være så heldig, at en af jer ligger inde med en stump grå pheobe liberty, så vil jeg (mod betaling naturligvis) være en taknemmelig aftager. Det er nemlig eneste projekt, som med god ret er strandet. :)

12.2.14

Madskolen: En ny fremtid


Social ansvarlighed har altid ligget mit hjerte nært, så derfor var der ingen tvivl i mit sind, da jeg blev spurgt om jeg ville skrive om Ibis interessante projekt med at etablere madskolen GUSTU i Bolivia. Tanken bag madskolen er at give udsatte unge bolivianere en mulighed for at skabe sin egen fremtid ved at give dem mesterlære i kokkefaget, men også kompetencer inden for iværksætteri og networking. Madskolen skal både lære de unge at bage, lave mad af lokale råvarer, servere samt give dem redskaberne og en økonomisk håndsrækning til selv at starte sin egen virksomhed. Forhåbentlig kan de som madentreprenører være med til at skabe en gunstig udvikling for den lokale folkesundhed, landbrug og turisme.

Det er ikke tilfældigt, at grundtanken bag det nordiske køkken med lokale årstidsråvarer og udvikle det lokale køkken også kendetegner madskolen, da Claus Meyer er en af initiativtagerne bag projektet. Et af madskolens ambitioner er netop at styrke og udvikle det bolivianske køkken, og derfor samarbejdes der med lokale madproducenter for derigennem at støtte den lokale produktion blandt Bolivias oprindelige folk. Det er nemlig et land hvor fejlernæring, fattigdom og analfabetisme er udbredt, så sociale projekter der kan bidrage positivt både for de unge som får nye fremtidsmuligheder, men også det omkringliggende samfund er efter min mening meget vigtige. :)

Synes du det er interessant, så kan du læse mere om projektet på madskolenibolivia.dk, hvor der også er forskellige måder at støtte på.


2.2.14

Sweet sunday



Ovenpå gårsdagens parforholdstest i IKEA, hvor vi endte med at gå næsten tomhændet hjem, så har det været en sweet sunday. Vi trængte til skinnende sol og frisk luft, så vi har brugt søndagen i Lønstrup med at finde strandskaller og få blæst i håret efterfulgt af en sen eftermiddagsfrokost på café. Efter min mening en ret perfekt måde at bruge søndagen på.

De obligatoriske kanelsnegle gik vi glip af i går, så for at dæmpe Ingrids krise over det, måtte jeg love at bage nogle i dag. Og helt ærligt, det er dælme en godt at slutte søndagen med stearinlys, en kop varmt og nybagt kanelsnegl...

...