27.8.13

Søster vingekjole



Det var egentlig meningen, at Ingrids vingekjole skulle have været klar til Alperne, så hun ligesom Agnes kunne få en kjole i det fine liberty stof. Men ambitionerne var vist for store, og tiden for knap, så vingekjolen er først blevet færdig efter vi kom hjem fra ferien.

Nu går vi snart en måned i møde med mange fødselsdage, så der er heldigvis mange muligheder for at få luftet søstre kjolerne. :)

25.8.13

Tyvstarter øko-ugen


Vi har taget lidt forskud på øko-ugen, som ellers begynder i morgen, med en gang økologisk quinoa-grød med blåbær. Jeg har hørt mange rosende ord om quinoa, hvor et højt indhold af proteiner og fibre særligt fængede min opmærksomhed. Jeg springer altså gerne over hvor gærderet er lavest, hvis det ellers er med godt resultat. Så jeg har forsøgt mig med en hjemmestrikket køleskabsgrød, som læner sig lidt op af alverdens opskrifter, jeg nu ellers kunne google mig frem til.

Quinoa-grød med blåbær
3 spsk havregryn
3 spsk quinoa
Frysetørrede blåbær
Lidt vanillestang blandet med rørsukker.
Kokosmælk, så det dækker blandingen og lidt til.
Topping: friske blåbær og hakkede mandler

Vend blandingen sammen, sæt det i køleskabet natten over, og rør det op med lidt ekstra mælk eller kokosmælk om morgenen. Hak mandlerne og top grøden med mandlerne og friske blåbær.

Grøden har en rigtig fin cremet konsistens, og var som forventet nærende og mættende på en rigtig god måde. Alligevel blev kokosmælken lidt for tung til min smag, så næste gang bliver noget af det nok skiftet ud med mælk. Men jeg er ikke færdig med at eksperimentere med quinoa, fordi jeg mangler et godt og nemt morgenmåltid i hverdagene.

Nu startede jeg jo med at nævne øko-ugen. Og det er fordi at Økologisk Landforening sammen med en række andre den kommende uge sætter spot på økologien gennem en masse aktiviteter. I hele uge 35 er der rundt om i landet høstmarkeder, fællesspisning og kulinariske oplevelser for børn og voksne. Jeg var jo ret begejstret for øko-dagen, da vi var afsted i foråret, så jeg håber, der bliver plads i kalenderen til at komme afsted til en af aktiviteterne. Hvis det også er noget for dig, så kan du se mere om ugens events på denøkologiskeuge.dk og finde noget nær dig. :)

Indlægget er sponsoreret, men meningerne er mine helt egne.

21.8.13

Fragmenter


Hverdagen haster afsted i disse dage, og jeg forsøger efter bedste evne at følge med. Der er så meget, som jeg ikke har nået at give spalteplads, så her får I lidt fragmenter. :)

Det er alt for lidt, jeg har brugt min KeepCup, selvom det er længe siden jeg købte den. Måske ligesom for at tage revanche synes jeg på min hjemmearbejdsdag i dag, at det var lidt hyggeligere at drikke the af noget pænt. Hvis du også er forfalden til dem, så har jeg i øvrigt spottet, at BaristaPlus, hvor jeg købte den, har KeepCups på bud

Min rygrad var jo slatten som en regnorm, da jeg så, at BlackLily holdt udsalg med 75%, så jeg har fået lækre sager ind af døren i dag. En af tingene var den fine flettaske, som vist blev udsolgt ret hurtigt. Det kan jeg godt forstå, for jeg synes den er overordentlig pæn. :) Men jeg tror altså stadig, at der er gode sager at komme efter.

Jeg har fået syet endnu en lille patchwork bold i Liberty, og nu har jeg vist fundet ud af, hvem den lille ejermand skal være til den. :)

Et par vaser mere har jeg også været heldig at finde, så det jo næsten er ved at blive en lille samling. Jeg kan egentlig bedst lide dem til venstre, men til genbrugs(spot)pris kunne jeg trods alt ikke lade pigen stå. Det er vist egentlig ikke meningen, at de skal stå sammen med de pæne kunsttryk fra Trine Struwe, som fulgte med sidste Boligmagasin. Jeg har bare ikke fundet de rigtige rammer endnu, og nyder synet af dem på hylden så længe. Det lidt specielle lys på billedet skyldes såmænd, at tingene står på en lyshylde, som kan spottes da jeg bød indenfor i vores stue. 

19.8.13

Tøset barselsgave


Overraskelsesmomentet var til at overse, da min veninde fik barselsgave til sin lille pige. Bukserne er efterhånden en klassiker fra min hånd, men det var lige præcis min venindes ønske, og libertystoffet havde hun selv valgt fra bunken. For ikke at fjerne overraskelsesmomentet helt blev bukserne givet sammen med en fin klassisk body fra Poppy Rose og en pigerangle fra den efterhånden stærkt svindende pigeflok. Bagsiden af ranglen er samme lyserøde fairford print, hvilket jeg synes var en fin detalje. 

Det er i øvrigt min veninde, som jeg var på picnic med på hendes terminsdato. Men den søde lille babypige lod længe vente på sig, og kom først to uger efter vores picnic. :) 

18.8.13

Heraldiske perler


En af de første gange jeg så grafiker Kathrine Højriis heraldiske perler var min tanke, at det er den eneste gang, jeg har set en perleplade, som faktisk ser fed ud! Kathrine fortæller en artikel til samvirke, at inspirationen til hendes perlekunst udspringer af korsstingsmønstre og heraldik, som er middelalderlig brug af mønstre i våbenskjole. Det synes jeg er en interessant tilgang til materialet, og resultatet er rigtig flot.

På Instagram har man kunnet følge med i, at jeg gav mig i kast med at gøre Kathrine Højriis kunsten efter. Jeg har lånt motivet direkte efter hende, men blot ændret lidt på farvesammensætningen. Det var ikke uden skepsis at Karsten iagttog mine perlerier, og det faktum at jeg ville have det op på væggen! Men han har vist stiltiende accepteret, hvorimod jeg er ret vild med looket, og hvordan det komplimenterer mine kalaidobakker.     


16.8.13

Final sale ved Black Lily

 
Her til morgen er jeg blevet overordentligt fristet. Der er nemlig startet final sale med 75% på Black Lily, som laver de lækreste ting. Her er nogle af mine favoritter. Jeg har lagt et par af tingene i min egen virtuelle indkøbskurv (selvom jeg havde lyst til at købe det hele til de priser!) og ville lige give fif'et videre.

11.8.13

Liberty mormor-taske


Nu har jeg tidligere nævnt, at min indre mormor springer ud i fuldt flor. Det er bare som om at liberty og blomster går op i en højere enhed for tiden - og jeg er vild med det. Tasken er syet i samme liberty stof som Ingrids jakke, og huser lige nu mine patchwork syslerier. Så der er mormor både indeni og udenpå. :)

9.8.13

Frokost i Salzburg


Det var i Salzburgs gader at sommerkjolen fik sin debut. De fleste af feriebillederne ligger stadig uredigerede hen, men nu hvor jeg gerne ville vise Agnes kjole frem, så var det også meget passende at vise et par ekstra fra en hyggelig udendørs frokost i en af de højtliggende gader i Salzburg.

Der fik jeg nemlig også lejlighed til at udforske mit nye canon spejlrefleks kamera. Vi skal lige vænne os til hinanden, men jeg tror nu vi kan blive ret gode venner - og især til portrætter og andre billeder med makro. :)

7.8.13

Iris kjole



Før vi skulle på ferie nåede jeg lige nøjagtig at blive færdig med en sommerkjole til Agnes. Det er evigheder siden jeg forelskede mig i Iris modellen, og købte mønstret i stof2000. Selvom jeg har forsynet mig godt med japanske sybøger, så synes jeg denne model er mindst lige så flot.

Jeg har gennem tiden set kjolen i mange stofkombinationer, og næsten altid i retrostof, men jeg synes nu den er særlig fin i liberty stof. Men det kommer vist ikke som en overraskelse. :)

Et par enkelte ændringer er lavet i forhold til mønstret. I stedet for læg på kjolens bærestykke har jeg rynket hele stykket, og med Lines fif fra workshoppen in mente har jeg også lavet rouloau for første gang i evigheder. Den fine knap, som jeg synes er prikken over i'et, fandt jeg i gemmerne, men desværre er det en enlig svale. Og selvfølgelig kan jeg jo ikke huske, hvor jeg har den fra, så hvis du ser nogle tilsvarende, må du gerne give mig et prej.

Agnes ser i øvrigt bedårende ud i kjolen, så det er en hel fornøjelse at sy fine ting til pigerne. :)


5.8.13

HVIIDs IS


Helt tilfældigt fandt jeg ud af, at HVIIDs IS kun ligger et stenkast fra min brors lejlighed på Østerbro. Hvis man vel og mærke kan kaste lidt langt. Jeg havde hørt mange rosende ord om HVIIDs fra bloggere, så fra jeg spottede facaden, til jeg bød de tre andre på is, gik der cirka et nanosekund! Og det skuffede altså ikke. Det er ubetinget den bedste ispind, jeg nogensinde har fået. Uhm.

Måske kender du allerede stedet, men ellers ligger det på Olufsvej på hjørnet til Østerbrogade. Jeg kan varmt anbefale dig at smutte forbi efter en ispind. Det er nok meget heldigt for mit kalorieindtag, at jeg ikke har HVIIDs lige rundt om hjørnet. :)