31.8.10

Retro i lilla, lyserød og gul


Mettes postkasse skulle gerne være havnet denne lille pung, der efter lyst kan bruges til penalhus, kosmetik, som en lille clutch, eller... Ønsket var en pung i lilla, lyserøde og gule retrofarver, hvilket har været det kreative pejlemærke. For at den ikke skulle rejse helt tom var der et homemade hårspænde med stjerner og lidt cremeprøver med. Så vidt jeg husker er der jo vistnok noget med at en pung ikke må gives tom?

Nu håber jeg bare at Mette er tilfreds med vores change-away, for jeg er i hvert fald ovenud begejstret for hækle-etuiet og de andre lækkerier hun sendte!

27.8.10

Smukt liberty hækleetui



Posten har været med den mest fantastiske hækleetui af smukt Meadow Liberty stof. Heldige heldige mig! Den smukke kreation har jeg byttet mig til i en change-away med Mette, som havde pakket det rigtig flot ind og vedlagt en dejlig hilsen.

Desuden har Mette været rigtig sød at sende lidt ekstra lækkerier med. En masse hækleopskrifter og et par fine REL stjerner. Nu har jeg udstyret og fine hækleopskrifter, og det må jo være nok til at presse mig ud over rampen, så jeg får lært at hækle?

På mit bord ligger gaven til Mette indpakket. Dog med lidt præstationsangst for etuiet fra Mette var simpelthen så fint med flotte sytekniske finesser og lækre detaljer. Men den lille "clutch" i retrostof får I først af se når Mette har modtaget det med posten...

Feed your soul

I morgen skal jeg til kombineret sommerfest og fødselsdagsfest. Det er altid sjovest at komme med en fin personlig gave, så derfor fandt jeg en rigtig lækker ramme i massivt sortbejset træ og har deri monteret et fint billede fra Feed Your Soul.


Hvis du ikke allerede er stødt på konceptet her i blogland, så kan jeg på det varmeste anbefale dig at kigge forbi. Der er masser af kunst gratis til download. Kunstnerne får eksponering og brugerne får fin kunst kvit og frit - genialt!

Og så håber jeg i øvrigt at gaven falder i god jord...

26.8.10

Hjertekulen




Kender I det?

 Et billede som rammer plet lige i hjertekulen?

Sådan har jeg det med billedet af Ingrid og jeg!


25.8.10

Depeche






Sidder træt og med god god samvittighed. Jeg har nemlig rakt stafetten videre i dag. Indrømmet, min løbetræning har været på et absolut minimum (korrigeret: ikke eksisterende). Måske af den grund var jeg overbevist om at det måtte være en skrivefejl da jeg nåede 2 km mærket, da der mindst burde stå 4?! Tanker om at min tilmelding måtte være et udslag af det glade vanvid blev såmænd også overvejet undervejs. Men ikke desto mindre gennemførte jeg DHL stafetten i fin stil og udmærket tid. Yay! Og så var min debut med deltagelse i et større løb super hyggeligt og gav en god kollegial stund. Alt i alt en rigtig succes-oplevelse.

Andre der også har rakt depechen videre?

24.8.10

Liberty love

Efter at have ofret smukt retrostof i den gode sags tjeneste er jeg fløjet direkte op i Liberty himlen, bedre kendt som Shaukat. Selvfølgelig har jeg været på visit der før. Faktisk rigtig mange gange. Ja, så mange gange at navne som Betsy, Capel, Fairford, Mauvey, Pepper, Poppy and Daisy, Small Susanna og Wiltshire lyder som gamle veninder.

Forskellen er blot, at jeg denne gang har bevilliget mig selv indkøb af hele fem stykker stof. Og hvis jeg er dårlig til noget, så er det bestemt at beslutte mig. (Ikke at nævne cykel som endnu ikke er indkøbt). Med så mange smukke Liberty prints i skønne farver, så er det vanskeligt at vælge præcis det smukkeste stof med bedste kombinationsmuligheder. Men hvilken en fornøjelse at drømme løs og vælge ud... Det skal nydes!

Nå ja, og havde jeg sy-hyggeaften i aftes, hvor jeg fik færdiggjort to mindre syprojekter. Men jeg må vist hellere få videregivet dem før de kommer på bloggen...

23.8.10

Yndlingsmuffins


I går bagte jeg mine yndlingsmuffins da en god veninde kom på besøg. Og da det er mine absolut yndlings, som flittigt bliver bagt, så vil jeg da dele opskriften med jer! Det er nemlig muffins af den slags som alle elsker!

Muffins med hvid chokolade & hindbær (12 stk):
300 g mel
2 tsk bagepulver
150 g rørsukker
1 æg
1 tsk vanille
2 1/4 dl mælk
50 g smeltet smør
100 g friske hindbær (frosne bær af alle slags kan også bruges)
75 g hakket hvid chokolade

Pisk ægget godt med sukker. Tilsæt vanille, bagepulver, mel, mælk og smeltet smør. Derefter vendes hindbær og det hakkede hvide chokolade forsigtigt i. Pas på ikke at røre for længe med hindbærene, da de ellers vil blive most. 

Hæld dejen i muffinsforme, og bag dem i ovnen i 20-30 minutter ved 200 grader.
Tip: Det smager også super lækkert med andre bær. Jeg har også lavet yndlingsmuffins med skovbær, jordbær, ribs osv. Og skal de være super hurtige og nemme at bage, så brug flydende bagemargarine.

Bon appetit!

22.8.10

Naturskøn perle...


Efter en ualmindelig uge, der også har været ualmindelig hård, har alt fokus i weekenden været at få ladet batterierne op, for det har ved gud også været tiltrængt! Godt opladet er jeg nu efter shoppe og café tur med Ingrid, gode venners besøg og rendyrket hygge herhjemme.

I dag opdagede vi i øvrigt en naturskøn perle, der var gemt næsten lige om hjørnet. En fin lille strand, der er kåret til Danmarks mest familievenlige, er næsten lige om hjørnet. Så vi pakkede tasken, chokoladekiks og tæppe, så vi var klar til at drage til stranden. Og hvilken skøn strand. Fint krystalklart vand, lækkert sand og soppedybt laangt ud i vandet. Heldige var vi med det fine augustvejr og Ingrid demonstrerede endnu en gang at hun ikke evner soppe-konceptet, så heldigvis var der tørt tøj og en cardigan som kunne agere håndklæde. Og hvad er bedre end at afslutte med en gang politisk ukorrekt fish&chips frokost på en bådehavn? Skønt!

Og så havde jeg førnøjelsen af at tilbringe eftermiddagen på terrassen i solen og med nybagte muffins sammen med en skøn livsklog veninde, der bare sagde alle de rigtige ting. Åh, hvor sætter jeg pris på at have sådan et menneske i mit liv!

Mine kreative ambitioner og bloggeri har den forløbne uge været på stand-by, men jeg glæder mig til at tage fat igen, da det simpelthen er den bedste næsten meditative afslapning.

18.8.10

Jeg har da aldrig...

...fået vist hvordan muleposen til den lille nevø Alfred kom til at se ud.


Da jeg havde fundet det fineste isblå stof med små monstre til foer, ja så var det oplagt at det skulle have selskab af et applikeret monster. Muleposen er simpelthen en af mine yndlingskrea-ting. Bevares, det tager en krig at lave, men de er simpelthen så anvendelige. Ingrids mulepose bliver flittigt brugt til dagpleje, de små ture, på ferier - you name it. Og de muleposer jeg har givet i gave er blevet flittigt brugt. Og netop fordi jeg elsker muleposerne, så skal I da næsten se de andre jeg har lavet...


Nå ja, og så overvejer jeg da også at lave en mulepose-giveaway så snart jeg har tiden og overskuddet. Ville du være interesseret? Og hvad ville det fedeste motiv være, hvis du kunne vælge frit efter fantasien?

16.8.10

Øv, hvor svært!

Billedet er lånt herfra

Ikke om jeg forstår hvorfor det skal være så pokkers svært at træffe en beslutning! Altså, jeg skal have en ny cykel. Den gamle var udtjent efter næsten 10 år. Og bedst som jeg havde sparet penge sammen til en ny, så blev den gamle cykel stjålet. Så hvori består problemet?

Jo, jeg kan simpelthen ikke beslutte mig. Dilemmaerne og de selvskabte problemer tårner sig op. Og den idélle cykel som jeg gerne ville have findes ikke. Opskriften skulle være: en kæk cykel i lækkert strømlinet design, der signalerer friskhed, fremdrift og ungdommelighed. Men den skal på den anden side også være praktisk. Der skal kunne monteres børnesæde, hvis behovet opstår. En kurv gerne foran til mit skrammel. Gode bremser og gerne indbyggede cykellygter, da jeg er et fjols til at huske dem.

Men men, det er kun i min fantasi man kan få sådan en cykel, hvilket flere cykelhandlere hovedrystende har bekræftet. Og det virkelige dilemma (ud over bestemte tekniske krav) er, at jeg faktisk ikke ved om jeg skal købe en citybike med fremdrift, da jeg ikke er hyggecykle typen, eller en moderne udgave af bedstemor cyklen, hvor der er plads til det hele? Er jeg en city-girl eller hygge-bedstemor-pige? Skulle jeg ikke tænke alle de praktiske aspekter ind købte jeg en fed citybike (drømmer lidt om Avensis, men den synes jeg er for pebret), men jeg kan jo heller ikke løbe fra moderskabet (herunder børnesæde) og mine praktiske behov.

Øv, føler mig simpelthen så fjollet over at det kan gå mig sådan på. Men efterhånden er det ikke kun et praktisk problem jeg skal have løst, det er efterhånden ogsp blevet et spørgsmål om cykel-identitet. Kors, hvor lyder det fjollet når jeg skriver det. Jeg burde glæde mig over at skulle have ny cykel, men det gør jeg bare ikke lige nu.

So girls, what to do???

15.8.10

Zoo

Vi elsker at tage i zoologisk have. Så i dag fik vi fornyet vores årskort, så vi kan følge dyrene over hele sæsonen. Det fede ved årskortet er nemlig, at så føler man sig ikke forpligtet til at se alle dyrene hver gang, læse på alle skiltene og der behøver ikke være høj sol for at komme afsted. Og jeg tror Ingrid glæder sig til at råbe Tuuut efter elefanterne, sige Uh-uh-ih-ih efter aberne, spise madpakker og plage om is. Vi skal nok få stor fornøjelse af kortet igen i år!





Og så fik den unge madamme i øvrigt klippet lokkerne for første gang hos en frisør i går. Lige pludselig ser min lille pige jo helt stor ud! Og hvor er det dog pynteligt at få tjavserne lidt væk, så krøllerne mere kan komme til sin ret...

Søndag aften har vist indhentet mig. Jeg burde læse noget til arbejde i morgen. Jeg burde sy pusleunderlaget til barselsgaven færdigt. Jeg burde gå ud at tømme vaskemaskinen. Jeg burde gå ud for at lave en kop the. Men indtil videre er det altså også ret hyggeligt bare at stene lidt over bloggeriet...

Småt shopping & store is

Efter at have set Mettes skønne budgetshopping måtte jeg også en tur omkring Føtex i fredags. En hel masse af tøjet ville ikke finde vej til Ingrids tøjskab, men der var sørme også rigtig mange fine ting til at opgradere garderoben med. Med mig hjem kom både fine stumpebukser med svalemønster, en sød puffet nederdel, den lækre ugle sweather og tre sommerbluser, der skal fungere som undertrøjer. Og det var alt sammen til den nette sum af et par hundrede kroner! 

Det er umuligt ikke at blive begejstret for shopping til budgetpris! 


I går fik jeg også leget lidt med ismaskinen, da bedstemor og bedstefar kom forbi. Normalt plejer jeg at bage muffins, men med det fine vejr i går var det helt perfekt med is. Og denne med fersken, ribs og skovbær blev super frisk og sommerlig. Toppet med hvid chokolade og frisk fersken var den bare helt perfekt. Uhm!


Uheldigvis kom jeg til at lave en opdragelsesmæssig fodfejl. Ingrid var lige vågnet, og jeg fortalte hende begejstret, at nu skulle vi til at lave IS. Resultatet var en utålmodig ung dame, der snakkede om is hele den næste time, og som nægtede at spise rugbrød, nu hvor der var stillet is i udsigt. Doh. Så lærer man da af sine fejl.

I øvrigt var isen det eneste jeg fik foreviget, og desværre hverken solskin, kaffehygge og leg på vores nye terrasse. Det var ellers rigtig hyggeligt!

God søndag til jer alle!

12.8.10

10 ting

Awards og bloglege florerer hurtigt her i blogland, hvilket ikke er en undtagelse med denne blogleg "10 things you did not know about me". Da jeg er blevet tagget hele tre gange, nemlig af Mia (MammaMias verden), Vibeke (Månestrålens Mammastia) og Mia (Made by Mia Hansen).

I de awards jeg har modtaget (her & her) er der allerede løftet sløret lidt for (u)nødvendig viden om mig, så hovedet måtte lægges i blød for at komme på 10 helt nye ting, så here goes...
  1. Jeg var i min studietid i praktik i UNHCR (FNs flygtningehøjkommerciat) i Geneve, hvor jeg beskæftigede mig med Sexual and Gender based violence
  2. Den eneste jeg nogensinde har haft en fanplakat oppe af er sangerinden Bjørk.
  3. Elsker at finde den perfekte gave og er dybt utålmodig når den pakkes op fordi jeg er så spændt på modtagerens reaktion.
  4. Jeg ville i hele gymnasietiden være arkitekt, men endte som sociolog
  5. Jeg blev kærester med min mand da vi var tutorer på universitetet sammen
  6. Eneste kæledyr jeg nogensinde har haft var en sort mini puddel ved navn Tessa
  7. Helt op til gymnasiet gik jeg til rytmisk gymnastik, og deltog i Landsstævne to gange
  8. Tandlægebesøg er jeg enormt bange for, og har det fysisk dårligt mens jeg er på briksen
  9. Synes Sinead O'Conner var cool og fik i gymnasiet klippet mit hår 2 cm kort!
  10. Forvandlede mig til en planlægnings og farvekoordinerings bridezilla, da vi blev gift i september 2007 (ups)
Sidstnævnte kan jeg jo næsten ikke skrive uden at I får syn for sagen...



...ALT var med gennemgående tema og i farverne sort, rød og hvid. Lige fra tøjet, bilen, bryllupskagen, invitationer, gæstebog, gæstepræsentationshæfter, bordoversigt, blomster - you name it. Hmmm...

Jeg kan se at bloglegen efterhånden er kommet vidt omkring. I stedet for at sende den videre vil jeg nysgerrigt læse med for at lære mere om jer andre!

Mums!


I morgen kommer det nye IKEA katalog. Og minsandten om de ikke har fanget trenden med lækkert legemad. Hvilket barn vil ikke ELSKE at...

...tilberede masser af lækre måltider af grøntsager og frugt
...servere brunch og lækre madder
...holde fine the-selskab med kage og is

Ja, vi har i hvert fald en lille øjesten, som vil synes det er rigtig fedt!

Og moren glæder sig vildt til kataloget dukker op med posten i morgen, for så er der dømt the-hygge og katalog læsning. Ok, der skal vist ikke meget til at få pulsen op på en ganske almindelig dag, men for pokker hvor er IKEA dog et genialt koncept, hvor man kan få smarte billige løsninger mens til at supplere (drømme om) lækkert design...

Og så er jeg i øvrigt blevet tagget i en blogleg med ti ting om mig selv, men der må i vente i åndeløs spænding (haha) indtil i morgen...

9.8.10

Få fingrene i lækre patchworkpakker med retrostof

Jeg har besluttet at sælge ud i noget af alt det lækre vintage retrostof, som jeg har skrabt sammen, så det kan finansiere lidt lækkert liberty stof. Jeg har ofret noget af mit smukkeste retrostof til den gode sags tjeneste... Retrostoffet er klippet i firkanter af 15 x 15 cm. I hver pakke er der 12 fine stykker retrostof. Det passer perfekt til en lille start-pakke, et nyt kreaprojekt, supplement til dine retrostoffer...

Det er efter først-til-mølle princippet, da kun er én af hver retrostof pakke. Du kan bestille ved enten at skrive en besked (husk at skriv mailadresse), eller maile mig på maikenholmnors@gmail.com. For nemheds skyld har jeg sat priserne inklusiv porto, som jo er relativt dyrt. Jeg har planer om at samle forsendelserne og smutte på posthuset i weekenderne.

Priser:
én pakke 50 kroner
to pakker 90 kroner
tre pakker 125 kroner
fire pakker 150 kroner

Priserne er inklusiv porto.

God shoppelyst...!





I takt med at pakkerne (forhåbentligt) bliver solgt fjerner jeg billederne, så det kun er de pakker som stadig er til salg, der er billeder af.

Klipper & klipper...


Altså, jeg må jo indrømme at jeg i dén grad drømmer om en masse lækkert liberty stof. Og da jeg har besluttet at jeg skal begrænse mine krea investeringer, der altid har en tendens til at løbe løbsk, så er jeg i fuld sving med at tynde ud i retro stoflageret. Og det er da helt ufatteligt så meget fint retro stof jeg har fået samlet sammen på no time.

Så om ganske snart kommer der en masse retrostof patchwork-pakker til salg her på bloggen. Jeg skal bare have taget billeder og pakket dem sammen. Der bliver tolv lapper (af 15 cm x 15 cm) i hver pakke. Prisen bliver fast inklusiv porto. Og hvis der er interesse har jeg også overvejet at lave flagranke stykker udklippet lige til at sy...

Jeg glæder mig til at kunne legimitere en masse Liberty-indkøb, og Karsten glæder sig vist til mere plads på kontoret.

8.8.10

Hey mor...


...dukkesengen er da ikke bare for dukker...!

Faktisk er dukkesengen min fra jeg var barn, så det er ret hyggeligt at Ingrid nu leger med og i den.For efterhånden længe siden fik jeg syet madras (turkis), dyne, pude og sengetøj til dukkelise, da jeg havde hentet sengen hjem fra mine forældres loft.


Nu venter dukkesengen bare på en klat maling, men jeg er lidt i tvivl om hvilken farve. Mine første indskydelser er sart blågrøn, eller lilla, eller måske en lækker gul? Hvilken farve vil I foreslå?

7.8.10

Prikkede puslerier


Lige før vores ferie fik jeg lavet et pusleunderlag til Ingrid, som kunne afløse det "engangsunderlag" vi havde fået i en gratis-pakke. Til feriebrug og på caféer er det næsten uundværligt, når der ikke lige er en puslepude i nærheden. Det er simpelthen så praktisk og fint. Ja, selv Karsten må indrømme at det er ret smart!

Pusleunderlaget er lavet i tekstilvoksdug på begge sider, så det kan aftørres og vaskes. For at det er dejligt blødt på et hårdt underlag er det også quiltet med volumenvlies.


Og så passer det perfekt til den lækre Liberty cafépusletaske, som jeg byttede mig til hos Mia. Med sådan en udrustning kan ferier og caféer bare komme an!

I mit kreahjørne ligger der klar til endnu et underlag til en højgravid veninde, der i skrivende stund er i fødsel (Ih!).

Nu var jeg så heldig at have en lille demostratrice ved hånden...


Så jeg kan på det varmeste anbefale jer at sætte pusleunderlag på jeres krea-do-do-liste...

5.8.10

Liberty returgave


Ingrid er ofte blevet begavet med såvel tøj som legetøj i store mængder i takt med at min nevø og niece er vokset fra tingene, så jeg tænkte at det var passende at min søster også fik lidt retur. Og da jeg har set mange fine punge, var det oplagt at lave sådan en til hende. Inspiration er især kommet fra hende her, som har lavet de fineste punge i Liberty og som jeg gerne ville gøre efter...


Et lille stykke liberty, lidt prikker (det må være en momental svaghed?) og en fin stofbetrukket knap blev en aftenstund tryllet om til en lille pung. Nu håber jeg bare min søster har lyst til at tage den i brug...

Tøsehygge IRL


Ingrid og jeg har haft en rigtig hyggelig formiddag sammen med Mette, der kom forbi med Carla. For efterhånden længe siden aftalte vi at mødes udenfor skærmen, nu hvor vi både kendte en mange af de samme mennesker, havde gået i hælene af hinanden på Mallorca og har samme svagheder for lækkert design. Endelig kunne vi finde tid til at mødes, så i dag har vi storhygget med nybagte boller og mango-is, leg og snak. Ingrids legetøj blev spredt over hele matriklen og tøserne legede fortrintligt!

Det var været en skøn sidegevinst ved bloggeriet - at møde et dejligt menneske, som jeg ellers ikke ville have lært at kende, og jeg ser allerede frem til næste gang vi skal hygge...

PS: Carla kunne godt se det var en hest!

4.8.10

Hest eller ej...?


I morges rendte Ingrid rundt med den lille hest fra hendes bondegård. Derfor hiver jeg den fine hæklede hest fra Sebra, som var i godteposen, ned fra hylden. Jeg giver den til hende: "Se Ingrid, her er også en hest". Men hvad gør hun? Ryster på hovedet og siger "Nej!"

Okay, da jeg fik den spekulerede jeg også over hvad pokker et dyr det var. Femøren faldt ikke for mig, så jeg måtte også konferere Karsten om hvilket dyr han mente det var. Men Ingrid var tilsyneladende ikke enig med faren i at det var en hest.

Men skidt pyt, hest eller ej, den er fin og pynter på hylden i værelset... 

Kokeshi æsker


Igen gjorde jeg et scoop i Tiger. Disse æsker med fine japanske kokeshi piger fik jeg til den nette sum af 10 kroner stykket. Fantastisk!

Nu er den svære beslutning bare om de skal flytte ind på Ingrids værelse eller mit syhjørne? Jeg tror vi begge allerede har fået ejerfornemmelser...?

3.8.10

Junior / Senior


Stærkt inspireret af Mette fik jeg lavet en lille sommerkjole med smock til Ingrid. Mønstret var en skønsom kombination af Mettes forklaringer og frihånd - og skal jeg se bort fra jante, så er jeg faktisk ret stolt af resultatet!

Særlig stolt er jeg fordi det endelig lykkedes mig at lave smock. I mit kreahjørne ligger stadig en buksedragt forvist, da smocken blev alt for stram. Men efter at have set yndige Carla i sådan en kjole overkom jeg mine mentale og symæssige blokeringer. Synderen blev opdaget - det var spolehuset - og der blev rettet op på det.

Og da jeg red på min succesbølge over endelig at kunne smocke, så synes jeg jo også dukkelise skulle have en tilsvarende sommerkjole med smock og prik detaljer. Faktisk tror jeg Ingrid synes det var ret morsomt at hende og dukkelise lignede hinanden. 


Men gad vide hvad Freud ville have fået ud af det?!

2.8.10

Mmmm mango-is...


Glemt for en stund er tidligere tiders hang til muffins. Slået af banen et øjeblik af hjemmelavet mango-is frisk fra ismaskinen. Uhm!

Og selvom klokken er lidt mange, så kan jeg liiige klemme lidt ned mens mango-isen stadig har den lækre cremede konsistens. Det er jo stadig ferie...

Smitter lækkersulten..?

Picnic på stranden og Liberty-kup

Vores sidste ferieuge blev indviet med et smut til Blokhus. For mig er byen og den lækre strand bare synonym med sommer & sol... Vi var pakket godt ind i det blæsende, men lune vejr. Da vi har stranden i relativ nærhed behøver vi heldigvis ikke kaste os frysende ud i bølgerne ligesom de insisterende turister, der også lå i badetøj. Man er vel realist?


Efter en frisk lille soppetur (som senere tog overhånd for Ingrid!), så holdt vi en lille intermistisk picnic. Det er helt utroligt så godt en gedin leverpostejsmad med agurk og gulerodsstave til kan smage, når den indtages i den fri natur.


Nå ja, og så blev der også tid til en stor gammeldaws kræmmerhus-is og lidt shopping... Så til næste sommer ligger nu i Ingrids skab de to lækreste stykker liberty sommertøj. Og det var til den nette sum af kun 100 kr for hver del. Ih..!


Billederne yder desværre på ingen måde den fine smock-kjole, og shorts'ene retfærdighed. De er af det lækreste liberty stof, er simpelthen syet så fint og har enormt mange flotte detaljer...

Til sidst, en stor hilsen til alle dem som jeg mødte til blogtræf i går. Sommerfuglene var i maven, tankerne om skal / skal ikke var overvejet i bilen. Men det blev manet i jorden, for hold op hvor var det da hyggeligt at mødes med alle de søde krea bloggere. Der blev sludret, byttet og hygget til den store guldmedalje. Tak for en god eftermiddag!

Prikken over i'et efter et par gode dage vil vist være at jeg nu tusser ud i køkkenet for at lave hjemmelavet mango-is - uhm!